På denne side kan du finde både nye og gamle nyheder fra Gedser Fuglestation.



En helt igennem fantastisk dag i dag på fuglestationen!

torsdag 27. april 2017
Fint besøg fra Lolland - og Middelhavslandene!
af Hans Lind

Vi skulle have besøg af to fjerdeklasser fra Skt Birgitta Skole i Maribo. De er lige nu på lejr i Sillestrup (var det vist!).
En time før de skulle komme, da jeg netop skulle på stationen for at forberede undervisningen, tikkede der en sms ind fra Marie Chevalier (den franske chefringmærker): Subalpine warbler!  (= hvidskægget sanger).
Det fik min puls gevaltig op, men inden jeg kørte, måtte jeg lige ringe til et par af de lokale fuglefolk, så de kunne nå at se fuglen. Kl. 07.20 var jeg på åstedet, og det første jeg gjorde var, at jeg spurgte de de to franske mærkere, om det var OK, at JEG mærkede fuglen, for det ville være ny mærkeart for mig. Nu fik de jo mærket den fine hvidsisken forleden dag, hvilket også ville have været nyt for mig. Men det var helt i orden, for Marie har mærket nogle stykker i Grækenland, og både hende og Nicolas har bedre chancer for at få arten i det franske, og de har lidt mere tid foran sig, må jeg se i øjnene!
Jeg mærkede den og tog nødvendige mål, så den var klar til fotografering til kl. 8.
Under mærkningen var det tydeligt at se, at det nok ikke var samme race som den vi fik i 2015 (ssp. albistriata fra Balkanområdet). En 2k han, men blegere med smallere og mere utydelig skægstribe, og især undersiden var af en helt anden beige-okkerfarve end den anden. Jeg hælder mest til en af de vestlige racer. Arten er for nylig blevet splittet op i tre arter (med flere racer), hjemmehørende i Spanien (Sylvia inornata ssp. iberica), Italien (S. subalpina) og Balkan (S. cantillans ssp. albistriata og cantillans), et meget indviklet kompleks.
Fuglen blev sluppet ca. 08.15, blev set i en mirabel et halvt minuts tid derpå, men ikke siden. Måske er vi så heldige, at den bliver til i morgen.
Fem lokale folk nåede at se den skønne fugl. Tilbage er nu at få lavet beskrivelse til Sjældenhedsudvalget med en masse fotos, så må vi se, hvad de kommer frem til.


De to fjerdeklasser havde vist også en dejlig dag med i hvertfald 10 fuglearter set i hånden. Solsort, sangdrossel, gærdesmutte, jernspurv, løvsanger, gransanger, rødhals, rødstjert, bogfinke og stillits, en dejlig blanding. Alle udtrykte begejstring for arrangementet, der desuden bød på kager, småkager, saftevand, kaffe, te og en masse røverhistorier omkring fugle og ringmærkning. Forhåbentlig kommer en del af dem igen, når vi holder Åbent Hus søndag den 7. maj!