På denne side kan du finde både nye og gamle nyheder fra Gedser Fuglestation.



Åbent Hus og loftsindvielse på Gedser Fuglestation

søndag 7. maj 2017
Det var en helt særlig dag for Gedser Fuglestation. Ud over Åbent Hus holdt vi indvielse af sovesalen på 1. sal med 10 senge. Efter taler fra stationsleder Hans Lind, Elly Andersen fra Naturstyrelsen og direktør Sigrid Andersen fra DOF klippede Sigrid det røde bånd og erklærede førstesalen som åbnet.
af Bo Kayser

Et mangeårigt ønske gik i dag i opfyldelse for Gedser Fuglestation: Vi fik 10 nye sengepladser til overnattende gæster.

Traditionen tro holdt de mange frivillige ved Gedser Fuglestation Åbent Hus arrangement for fremmødte interesserede den 7. maj 2017. Vi startede klokken 8 på denne flotte, stille forårsdag, hvor det myldrede med småfugle i fyrhaven. Besøgende begyndte så småt af komme allerede fra starten.

Hans Lind fortalte om fuglestationens arbejde og om fugletrækket. Han fremviste fugle og viste ringmærkning. Benny Steinmejer gik runder med folk og viste, hvordan fangsten finder sted.

Klokken 10 begyndte selve indvielsen af sovesalen på første sal.

Stationsleder Hans Lind indledte med at fortælle om, hvad vi forventer at kunne udvide fuglestationens aktiviteter med, nu vi kan tilbyde overnatningsmuligheder. Han takkede Naturstyrelsen for det gode samarbejde og specielt for Naturstyrelsens financiering af etablering af skallen på førstesalen med isolering, plader, vinduer, el m.m. Hans takkede Charlotte Schmidts Fond for de bidrag før og nu, som hjulpet os videre. Endelig takkede Hans de frivillige, som efterfølgende havde sat glasvæv op, malet og indrettet så fint.

Elly Andersen fra Naturstyrelsen udtrykte sin glæde for det arbejde, som folk tilknyttet fuglestationen udfører. Det gælde det praktiske arbejde, ringmærkningen og trækobservationer og ikke mindst den store formidlingsindsats, der udføres fra Gedser Fuglestations side over for mange målgrupper. Elly så frem til at fortsætte samarbejdet de næste mange år.

Direktør Sigrid Andersen fra DOF sluttede af med også at takke Naturstyrelsen for det gode samarbejde, de mange frivillige, ikke mindst Gert Jeppesen, som har lavet meget af det håndværksmæssige arbejde, og ser frem til at se, hvad Gedser Fuglestation vil udvikle sig til de kommende år. Sigrid klippede det røde bånd og erklærede førstesalen for åbnet.