På denne side kan du finde både nye og gamle nyheder fra Gedser Fuglestation.



Suveræn ørnebonanza på Gedser Odde!

søndag 29. marts 2020
Formentlig rekord for havørn over Falsters Sydspids
af Hans Lind

   Dagen i går - 28. marts 2020 - vil sikkert gå over i ornitologiens huskebog som en rigtig stor rovfugledag: Gedser er jo en rigtig god lokalitet for rovfugle, specielt om efteråret, men også her om foråret kan der ventes overraskelser.

   Jeg var på fuglestationen lidt før kl. 10, da jeg havde en aftale med et par lokale folk, der ville købe et par fuglekasser. Da handelen var overstået, mødtes jeg lige med vores spanske ringmærker Alejandro (Alex) mellem et par netrunder, hvor han bl.a. ringmærkede en gulspurv. Jeg kørte hjemad i det forårsagtige vejr, da jeg ved Frisenfeldt mellem fuglestationen og Gedser By fik øje på en stor fugl med tunge vingeslag: Bilen ind til siden og kikkerten frem: Ung havørn, der tilsyneladende kom ind fra vandsiden og skruede sig op i højden! Et øjeblik efter kom der endnu en, og de forsvandt få minutter efter mod nordøst, en dejlig oplevelse, som får humøret op i disse corona-tider!

   Senere på dagen fik jeg en sms fra Louis A. Hansen, der siden solopgang havde været på obs derude sammen med Thomas Læssøe og Michael Grell. I den svage nordenvind havde de kun haft 2-3000 ederfugle, men det blev da opvejet så rigeligt af 4-7 ravne, 20 musvåger, 4 røde glenter og en fiskeørn og en mængde havørne: En skrue på 8 (otte!) og vel 22-24 i alt til først på eftermiddagen! Det må være rekord for Gedser Odde!

   De fleste var unge/yngre/ikke helt udfarvede fugle, én - to var adulte ørne med helt hvide haler. Mindst de 11 af dem trak ud mod syd, resten rastede eller gjorde trækforsøg.

2020 03 28

Foto: Michael Grell      Hele 5 havørne

Det har nok været de seneste dages høje, flotte vejr med svage vinde, der har fået nordtyske og måske sydsvenske havørne til at strejfe omkring, og nu er på vej tilbage, hvor de kommer fra.

2020 03 28 Havorn imm Gedser MG 9883

Foto: Michael Grell    2k havørn

De tre observatører havde nok at gøre med at holde styr på, hvor mange der trak ud, hvor mange kom tilbage og hvor mange der blot var nede og vende på Gedser Odde.

Gedser rykker!

Tekst. Hans Lind, med inspiration fra Louis og Michael

Fotos. Michael Grell