Finderberetning - Gråstrubet Drossel (Turdus obscurus), Gedser Odde, 18/10-2014.

Der var stille, lunt og mørkt da jeg klokken 06:00, den 18. oktober 2014 åbnede Gedser Fuglestations hoveddør. Det tegnede godt for morgenens ringmærkning, og jeg spåede at vi ville få en travl morgen. Under netopsætningen hørtes kald fra adskillige rastende rødhalse samt overflyvende sang- og vindrosler. Det tydede godt!

Morgenen forløb som forventet med mange fugle i nettene, men i særdeleshed også i luften. Luftrummet var de første timer præget af trækkende bog- og kvækerfinker i tusindtal, som sammen med store flokke af vindrosler, med enkelte sangdrosler iblandt, trak ud over havet mod syd. Det var denne morgen i særdeleshed tydeligt, at mange drosler var nået frem til haven i løbet af natten, og småflokke af solsorte og sangdrosler fouragerede hele dagen igennem i de tætte krat omkring de sidste Ø-net i den sydvestlige del af haven. En Ringdrossel blev fundet rastende i haven om morgenen, men undgik de første par timer vores net. Glæden var derfor stor da den sent på formiddagen kunne pilles ud af Ø7, puttes i en pose og transporteres tilbage til ringmærkningslaboratoriet.

Jeg havde fra morgenstunden taget højde for den igangværende invasion af fuglekonger og havde derfor nøjedes med at åbne halvdelen af fuglestationens net. Omkring middag var der tyndet betydeligt ud i mængden af fuglekonger i krattene og derfor åbnede jeg resten af havens net. De to udlændinge, Abbi og Joe, fra henholdsvis Canada og Australien, drog - efter den standardiserede fangst - til Nykøbing for at fejre Joe’s fødselsdag og lod Heidi, Johan og jeg om at passe nettene.

Vejret var stadig godt, og derfor besluttede jeg mig for at holde nettene åbne til solnedgang. Eftermiddagstimerne forløb stille og roligt, og mange drosler fouragerede ivrigt i de tætte krat, men var svære at få et ordentligt kig på.

To kernebidere havde fløjet over os flere gange i løbet af dagen, og ind imellem gjorde de korte stop i havens buske og træer, tæt på nettene.

Sent på eftermiddagen er Johan og jeg på ”runde”, og da vi kommer til det næstsidste net på runden, sidder der sørme en kernebider i nettet. Fedt! Jeg piller hurtigt fuglen ud, og sammen går vi videre mod det ene af stationens to hejsenet. Da vi når nettet, opdager vi simultant to fugle i nettet som hænger tæt på hinanden 3-4 meter fra os, i en højde af 1,5-2 meter. Fuglen tættest på os hænger med hovedet pegende mod os og det ligner en Vindrossel. Med det samme flytter jeg blikket videre mod fuglen, som hænger længst væk og opdager, at endnu en kernebider er gået i! I raskt tempo går jeg mod kernebideren, fokuseret på at få pillet den ud først. Inden jeg når kernebideren, passerer jeg droslen, som pludselig ser underlig ud, da den blotter bryst og bug. Den er jo slet ikke rød som vindrossel, men nærmere orange!? Jeg kigger undrende på Johan, som står på den modsatte side af nettet, hvorfra fuglen er fløjet i, og beder ham holde omkring fuglen i nettet, samtidig med at jeg piller kernebideren ud og putter den i en pose.

Jeg løfter så nettets nederste fag og går om på den anden side for at overtage Johans greb om droslen. Jeg piller den forsigtigt ud, og uden at kigge meget på den putter jeg den i en pose, og vi går videre.
Da vi går forbi huset stikker jeg hovedet ind af døren og får adviseret Heidi om at vi har fanget en drossel, som ikke ligner noget hverken Johan eller jeg før har set, og sammen går vi alle tre målrettede mod ”labbet”. Fuglen ”spøger” i mit hoved, og jeg er meget spændt på at få den at se igen.

Tilbage i ”labbet” fordeler vi os ved de to borde. Heidi og jeg ved bord nr. 1 og Johan ved bord nr. 2. Jeg tager med det samme droslen forsigtigt op af posen og forsyner den med en ring, som det første. Efterfølgende tager jeg vingemål, vægt og fedtscore, så det er på plads. Vi kan nu studere fuglen i god belysning. Her slår det mig, at den ikke bare mangler vindroslens røde flankefarve men også stribningen på bryst og flanker! Det bemærkes, at undervingen er lysegrå. Ligeledes bemærker jeg, at den føles større end Vindrossel. Hovedet er ved første øjekast ret lig denne, men øjenbrynsstriben virker ikke nær så kraftig og er smallere. Fuglen har små hvide pletter på armdækfjerenes spidser, undtagen de to inderste, som tilsyneladende er af nyere generation, hvilket kombineret med halefjerenes spidse ender får mig til at tænke, at det nok drejer sig om en fugl i 1. kalenderår. Tankerne om en fejlfarvet Vindrossel eller mulig hybrid synes hurtigt droppede, da fuglen viser flere kendetegn, som ikke er at finde hos nogle af de europæiske drosler.

Ikke desto mindre er vi stadig alle tre på fuldkommen bar bund. Vi har aldrig set nogen fugl magen til den vi sidder med. Derfor beder jeg Heidi finde droslerne i ”Fugle i Felten” og sammen bladrer vi koncentrerede gennem siderne. Efter at have kigget på alle vore hjemmehørende drosler kommer vi til siden med de asiatiske arter.

Hurtigt rettes vores fokus på en illustration nederst i venstre hjørne. Her er en ungfugl af arten Gråstrubet Drossel afbilledet. Navnet rumsterer i mit hoved og det går op for mig, at jeg kan huske arten nævnt for nyligt, i en af Klaus Malling Olsens efterårsprognoser på club300’s hjemmeside, som en mulig ny art for landet. Godt nok virker de orangebrune flanker en smule mørkere på vores fugl, end på illustrationen i bogen, men ellers passer resten ret godt. Beskrivelsen i bogen rammer ligeledes plet og vi er alle tre pludselig ret rystede. Jeg tager nu en beslutning om at få fat på en mere erfaren ringmærker og valget falder hurtigt på Jesper Brinkmann, som har lært mig meget om fugle og ringmærkning. Lokale Louis Hansen og Hans Lind modtager ligeledes et par opkald, men er i første omgang ikke til at få fat på.
Jesper er dog hurtig ved røret, og jeg kan med det samme meddele ham, at jeg sidder med en meget specielt udseende drossel.

Jeg beskriver kort fuglens udseende for ham, og der går ikke mange sekunder før at han foreslår, om det kan være en Gråstrubet Drossel. Kan det virkelig passe, tænker jeg. Sidder jeg og stirrer på en ny art for landet!? Vi aftaler, at jeg straks skal tage mobilfotos af fuglen og sende til ham, hvorefter der bliver lagt på. Fotos bliver sendt, og endnu en gang bliver litteraturen gennemgået.

I mellemtiden har Heidi hentet mit kamera og nu skal fuglen fotograferes. Alt imens jeg er i fuld gang med at fotografere fuglen, ringer Jesper tilbage. Han har set på mine fotos og sammenlignet med fotos fra internettet og mener at fuglen er en Gråstrubet Drossel (Turdus obscurus). Han har også sendt fotos af fuglen til ringmærkere i Falsterbo, som er enige i bestemmelsen. Jeg føler mig nu snart overbevist og kan mildt sagt ikke tro mine egne øjne. Det føles for vildt, og jeg ryster en smule på mine hænder, samtidig med at Heidi, Johan og jeg smiler til hinanden. Det er lykkedes os at få fat på Hans, som i mellemtiden er ankommet. Kort tid efter er Louis, Jens Peter Andersen og Gert Jeppesen også ankommet, og jeg beslutter, at der skal tages en række sidste dokumentationsfotos af fuglen, foran huset, inden den bliver sluppet.

Satellitbillede fra Google Maps, som viser et udsnit af GFU-haven. Det markerede område viser de krat hvor mange drosler rastede og fouragerede dagen igennem. Den røde pil markerer hvor den Gråstrubede Drossel blev fanget. Den grønne pil hvor den blev fremvist og den lyseblå punktet hvorfra jeg slap fuglen. Den mørkeblå hvor fuglen gik til rast og den lilla cirka der hvor fuglen sidst blev set.

Da de nødvendige fotos er blevet taget, og der er blevet sagt ”Nøøøøøøj” adskillige gange, går vi i samlet flok, med undertegnede forrest, ned mod den indhegnede eng, som ligger mellem selve haven og stranden. Tæt på engen slipper jeg fuglen på en sti mellem to krat, ganske tæt på hvor den blev fanget. Den flyver ganske få meter lavt over stien, før den drejer og ”forsvinder” i krattet til venstre for mig, ud mod engen. Få minutter efter lykkes det Louis at se fuglen lette fra krattet og flyve over stien til krattet på den modsatte side, hvorefter den ikke bliver set igen. Fuglen bliver nu meldt ud på BirdAlarm og snart ringer folk fra nær og fjern for at høre mere om fundet. Næste morgen var minimum 60 twitchere mødt op i håb om at kunne genfinde fuglen. Trods megen aktivitet og vedholdenhed lykkedes det ikke for nogen at genfinde fuglen, som nok var trukket videre natten forinden.
 

Af Anders Odd Wulff Nielsen