Nyheder
På denne side kan du finde både nye og gamle nyheder fra Gedser Fuglestation.
Vinterrapport for PUC-registreringer Gedser er udgivet
mandag 2. marts 2026
Som noget nyt vil vi på Gedser Fuglestation i 2026 udgive sæsonrapporter om registreringerne fra vores elektroniske lytteenhed, BirdWeather PUC.
af Bo Kayser
Rapporten dækkende vinteren 2025-26 er lige udgivet.
Man kan bl.a. læse:
I den månedsopdelte tabel er det bl.a. interessant:
- At antallet af blåmejselyde steg fra et lavt niveau i december til ret mange i januar og endnu flere i februar. Det passer med, at sangperioden for Blåmejse begynder i januar og tiltager i februar.
- At der var et stort antal silkehalelyde i december og ret få i januar. Det passer fint med det observerede antal.
- At antallet af lyde fra Vindrossel og Solsort, og til dels for Sjagger og Sangdrossel, faldt i februar efter store antal i december og januar.
- At antallet af lyde fra Grønsisken var meget højere i februar end i de foregående måneder. Der blev foretaget lidt ringmærkning i sidste halvdel af februar, og i den forbindelse menes der at være blevet afspillet grønsiskenlyd for at tiltrække fuglene til ringmærkning. Det ses af den timeopdelte oversigt, hvor antallet af registrerede grønsiskenlyde er iøjnefaldende højt fra klokken 9 til 12, mens der næsten ikke er nogen resten af døgnet.
I den timeopdelte tabel er det bl.a. interessant:
- At Sortand som forventet også høres om natten.
- At Hjejle høres så meget om natten, at det udgør omkring halvdelen af dagsantallet.
- At Vindrossel og Sangdrossel som forventet er blevet registreret ret meget om natten, men dog langt mere om dagen. Der var derimod næsten ingen lyde fra Solsort og Sjagger om natten.
- At Jernspurv også har været stemmeaktiv om natten.
- At det afgrænsede høje lydantal fra Grønsisken fra omkring klokken 9 til 12 menes stort set at komme fra ringmærkernes afspilning af grønsiskenlyd for at lokke Grønsiskenerne i nettene. Det passer med, at det forekom i februar, hvor ringmærkningen så småt gik i gang.
God fornøjelse

