Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (80)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Gråt i gråt med Blegæs på langtur

torsdag 8. oktober 2020
af Af Joshua Emil Haahr og Ole Friis Larsen

Trækket på Odden: En helt igennem grå dag med blæst, skyer og grå bølger. To faste observatører fra stationen med assistance fra Anders Prehn, der har aftjent sin efterårstid som observatør, men kommer alligevel næsten hver dag, fik en kold og rolig formiddag uden store tal. Alligevel var der, som altid, noget at glæde sig over og blive bedre til.

Vi så flere gange i løbet af formiddagen lommer flyve forbi på forholdsvis kort afstand og fik talt om, at Rødstrubede Lommer (Red-throated Loons) næsten aldrig er rødstrubede under de forhold, som vi ser dem ved. Der skal andre kendetegn i anvendelse.

De første Havlitter (Long-tailed Ducks) er begyndt at dukke op, efter at vi for flere dagen siden har læst om tusindvis af dem på træk ud for observationspunkter i Estland og Finland.

Torsdag bød også på et pænt træk af Knortegæs (Brent Geese). Fuglene, der kommer forbi Gedser Odde er, er den såkaldte nominatform Mørkbuget Knortegås (Dark-bellied Brent Goose). Når de passerer odden, har de fløjet mindst 2.400 kilometer fra ynglepladserne helt oppe ved ishavet langs nordkysten af Sibirien.

Nogle kalder i lokal slang de næsten sorte gæs med hvide bagender for 'Blegæs'.

0810 Knortegaes b 1

0810 Knortegaes c 1

Mørkbugede Knortegæs (Dark-bellied Brent Geese) er næsten sorte på afstand, men tættere på kan man se grå og brunlige nuancer og de hvide bagdele. De adulte/voksne har en hvid tegning på halsen, som de unge ikke har. De unge har til gengæld hvide bånd af lyse fjerspidser på oversiden af vingerne. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Efterårsvejr med hård modvind og bølger kan ikke være noget, der afskrækker dem, og mange af dem er næsten i mål, for man kan sagtens se overvintrende flokke på vandet i danske fjorde og farvande fra Sjælland til Vadehavet, mens en anden underart – Lysbuget Knortegås (Pale-bellied Brent Goose) -  kommer til Jylland fra Svalbard.

Fint var det også med en håndfuld Store Korsnæb (Parrot Crossbills) samt alle tre arter af svaler med over 400 Landsvaler (Barn-swallows), en håndfuld Bysvaler (House Martins) plus en enkelt Digesvale (Sand Martin).

Ringmærkning: Der var regn og rusk i haven, så vi lukkede nettene allerede kl. 12. Den mest bemærkelsesværdige fugl i nettet var en 1K Hvid Vipstjert (White Wagtail), som sad i net Ø2. Det er en fugl vi ikke har fanget så mange af i efteråret.

IMG_5454.jpg
Hvid Vipstjert (White Wagtail) 1K

Efter lukketid, tog Emma, Michael og Joshua ind til Nykøbing Falster Sygehus for at blive tjekket for corona - blot for en sikkerhedsskyld. Nu venter vi spændt på resultatet. På vejen hjem tog vi et smut på Kroghage for at luske. Det var en blæsende og regnfuld fornøjelse, som alt i alt gav en del Gransangere (Chiffchaff) og Fuglekonger (Goldcrest), men ellers ikke andet nævneværdigt.

IMG_5456.jpg
Michael har styr på situationen på Kroghage

Endnu en gang har Emma bagt banankage og Ole diskede op med en dansk version af fish'n'chips. Nu har Jimmy, her til aften, sat Deep Purples nye album på i stuen, og brændeovnen varmer for fuld drøn.

Vi glæder os til i morgen med vind fra NV og forhåbentlig lidt fugle i nettene.

Her får i dagens ringmærkningstal:

081020.JPG

Se dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen her

Folk på stationen: Joshua Emil Haahr, Emma Engell Sohnemann, Jimmy Skat, Michael Bjerregaard, Ole Friis Larsen