Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (80)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Kold og solrig dag med over 100 Musvåger

fredag 9. oktober 2020
af Joshua Emil Haahr og Ole Friis Larsen

Trækket på Odden: Solen står et par minutter senere op hver dag, og temperaturen får et nøk nedad. Fredag morgen var klar med en vind så langt omme i nordvest, at vi måtte starte i læ på østsiden af bygningen på odden. Temperaturen var på 11,4 – en hel grad lavere end dagen før. Senere passerede en smal front med regn, hvorefter vinden tog af, og temperaturen sneg sig op på næsten 16 grader.

På havet var trækket yderst spagfærdigt med få arter, der kom ingen svømmeænder forbi, og antallet af Ederfugle (Eiders) endte på under tusind i standardtællingen. På databasen Trektellen kan vi dagligt følge med i, hvad der bliver talt på fuglestationer og lokaliteter længere inde i Østersøen i Finland og Estland. Det giver nogle ideer om, hvad vi kan håbe på ved Gedser Odde. Det seneste par dage har der været meget små tal, og vores estiske kolleger skrev fredag eftermiddag, at nu krydser de bare fingre for et ’nyt koldt pust’ fra nordøst. Der er måske ikke noget at sige til, at også Gedser Fuglestations træktællinger over havet har været noget tamme det seneste par dage.

0910 Bb ung b 1

En af dagens Musvåger (Common Buzzards). Øjets lyse iris og andre detaljer viser, at det er en ung fugl. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Til gengæld kunne dagens observatører og andre glæde sig over fire Blå Kærhøge (Hen Harriers) på udtræk med korte mellemrum allerede om morgenen, og senere på formiddagen var der ligefrem store skruer af Musvåger (Common Buzzards) i luften, og vi så over 100 på udtræk blandet op med lidt Røde Glenter (Red Kites).

0910 Cc adult hun b 1

En adult/voksen hun Blå Kærhøg (Hen Harrier) kom tæt forbi. På oversiden kan den ifølge den nyeste svenske viden, som er offentliggjort for få dage siden om køns- og aldersbestemmelse af Blå Kærhøge bestemmes på de hvidlige lyse felter på oversiden af vingerne, blågrå hånd og tydelige mørke bånd hele vejen hen over vingerne. Desuden blågrå hale med tydelige tværbånd. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Opmærksomhed vakte også en Sortgrå Ryle (Purple Sandpiper), som fouragerede og rastede på betonklodser i vandet. En hårdfør arktisk fugl, som kommer fra Svalbard for at overvintre på høfder, havnemoler og lignende, hvor den kan holde fodfæstet og finde mad fra de bølger, der skyller ind over stenene. En trækfugl, der er nået til endestationen på en flere tusind kilometer lang rejse.

Ringmærkning: Vejrskiftet med mindre vind og skyfri himmel gav os håb om flere fugle i nettene. Det var også hvad vi oplevede på de første to runder, som gav godt med Gærdesmutter (Eurasian Wrens), Gransangere (Chiffchaffs) og Rødhalse (Robins). Vi hentede straks kasserne og tømte net for net. Når man efter to en halv måned, hver eneste dag har gået ad samme sti, så kender man efterhånden haven ud og ind. Det er en fordel, når Michael pludselig giver en Zello-melding om 30 blåmejser i et net. Straks røg Emma afsted med en 9A-ringserie for at mærke fuglene ved nettet. Efterhånden blev overblikket erobret igen, og roen atter genfundet.

IMG_5463.jpg
Vindrossel (Redwing)

IMG_5468.jpg
Gransanger (Chiffchaff)

IMG_5480.jpg
Blåmejse (Blue Tit) ringmærket i Sverige og genfanget på GFU

IMG_5490.jpg
Lille Dompap (Western European Bullfinch), 1K han

IMG_5491.jpg
Rød og hvid underside

IMG_5489.jpg
Vingen

Dagens Ringmærkningsdata:
Ringmaerkede_fugle_9_okt.png

Se dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen her

Folk på stationen: Joshua Emil Haahr, Emma Engell Sohnemann, Jimmy Skat, Michael Bjerregaard, Ole Friis Larsen