Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (76)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Ringmærkningen blæste væk i vinden

fredag 30. juli 2021
af Susanne Primdahl

Vinden fortsatte i dag, hvor den slap i går, så ringmærkningen blev sat på pause.

Jeg var ude til sædvanlig åbningstid og forsøgte med de mindst udsatte net, men det lykkedes mig kun at finde 19 rolige netmeter. De andre steder, jeg forsøgte, måtte jeg kæmpe noget for at få nettene rullet sammen igen.

Jeg måtte erkende, at en middelvind på 14,9 m/s med vindstød på 18 m/s er for meget, og jeg lukkede også de to rolige net igen.

Derefter fik jeg gjort lidt rent, bagt boller og lavet ingenting, før jeg midt på formiddagen besluttede mig for at køre til Bøtø for et sidste forsøg på at finde den lille sommerfugl, der hedder Spejlbredpande. Den findes nemlig ikke hjemme i Midtjylland, hvor jeg bor, så det ville være en ny art for mig.

Det ville ikke lykkes, men Sort Ildfugl så jeg igen og igen, og den var jeg ellers så glad for at have set for første gang i lørdags.

Jeg beklager meget, men dagens eneste billede bliver af denne sommerfugl. Den kan både flyve og hedder noget med fugl, så jeg håber, det går.

IMG 5211 red
Sort Ildfugl på brombærblomst

Efter 4 timer i Bøtø-skoven og på diget, fik jeg handlet, og da jeg havde spist en meget sen frokost, brugte jeg et par timer i stationshaven. Vinden havde fået rigtig mange brombærranker blæst ud i netbanerne, så det skulle lige ordnes, så jeg ikke kommer op at slås med dem i morgen. Og så skulle nettene ved søen også lige ordnes efter den kraftige blæst.

Jeg forstår ikke rigtigt, hvorfor jeg er træt, når jeg egentlig har haft en fridag :-)