Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (79)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Mandagstræk med småtravlhed for fuglestationen

mandag 20. september 2021
På havet lyste en Sule op i dagens trafik mod vest. På stationen ...
af Vagn Lind & Ole Friis Larsen

Ringmærkning på stationen: Når brødrene Lind tager en tørn på stationen som nu i disse dage, er det rart at starte op med en stille dag på kontoret og lige komme ind i de sædvanlige rutiner. Og det var så præcis sådan det ikke blev!

Morgenen var rimeligt stille og fin og allerede i går aftes lagde vi mærke til de mange Rødhalse i haven. De havde fået følgeskab af en ny portion i løbet af natten og også Gransangere, Munke og Fuglekonger havde sluttet sig til selskabet.
Dette resulterede i travlhed det meste af dagen og vi blev ved til 15-tiden.
Skovpiber, Mørkbuget Spætmejse og Kvækerfinke blev de mest spektakulære arter i dag.

I får lige et par billeder inden jeg nu snart skal ind og se dyner efter en hektisk dag.
Mere af det i morgen ønsker vi os !!

 IMG 20210920 082900 edit 70214238420014Kvækerfinke

IMG 20210920 101045 edit 70288917010107Skovpiber

IMG 20210920 143814 edit 70134514611172Mørkbuget Spætmejse

Dagens Fangsttal

20sept21

Trækket på Odden: Mandag morgen med et strejf af orange. Endnu en dag med vind fra nordøst, skydække, småkulde – og alligevel et par feltfolk til assistance. Tusind tak for det. Ingen kan alene holde øje med det hele i trafikknudepunktet på Danmarks sydspids. Vi skal registrere trækket fra øst mod vest over havet og fra land mod syd ud over havet samt, hvis der er kyndige folk nok, også det ofte højtgående træk af småfugle, som kræver god hørelse og viden om arternes kald.

Gedser himmel 00001 01Mandag startede med en smal kant af solskin, men det varede flere timer, før der kom solskin over odden og åbnede for trækket af rovfugle. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Mandag fokuserede vi på havet og på et begrænset, men interessant træk af rovfugle og Traner (Eurasian Cranes) nordfra.

Efter et par travle dage var det også befriende med lidt større pauser mellem flokkene. Noget af det interessante ved fugletrækket er variationerne i intensiteten og skifterne mellem arter med forskellige træktidspunkter. Mandag så vi ingen kjover (skuas), men vi fik et indblik i, at Tranerne for alvor har sat sig i bevægelse, og en lille flok Blisgæs (måske to) indvarslede sammen med flere flokke af Bramgæs (Barnacle Geese), at trækket af gæs er begyndt.

Langt over halvdelen af dagens træk var dog Ederfugle (Eiders), som altid er et spektakulært syn ved Gedser Odde med verdens største træk af Ederfugle.

Gedser Bla Kaerhog 00001En af dagens fem Blå Kærhøge (Hen Harriers) var en ung fugl fra i år. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Nordfra fik vi et par smukke håndfulde af de mange Røde Glenter (Red Kites), som i de seneste dage er set trække ind over Stevns på Sjælland. Fint var det også med en håndfuld Blå Kærhøge (Hen Harriers), en Lærkefalk (Hobby) og et pænt antal Dværgfalke (Merlins).

Dagens særlige art var en adult/voksen Sule (Gannet), som trak over havet. De er blevet mere almindelige, eller måske snarere mindre sjældne ved Gedser Odde i de seneste år, men vækker stadig opsigt.

Vi så i alt 9.700 fugle på træk over havet i løbet af syv timer. Se tallene for de enkelte arter i DOFbasen ved at klikke her.

Folk på stationen: Vagn Lind, Hans Lind, Ole Friis Larsen