Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (79)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

God plads i trafikken efter storm

fredag 24. september 2021
Tre Spurvehøge fanget og ringmærket. Også på odden satte de små høge deres aftryk på dagens træk.
af Vagn Lind & Ole Friis Larsen

Ringmærkning på stationen: I dag var vinden heldigvis stilnet temmelig meget af, så vi igen kunne få de allerfleste net op til fangst. Der var ikke særlig mange fugle i haven, så vi fik en ret stille dag på kontoret. Det var dog rigtig rart, når nu også Emma og Josh skulle ind i de Gedserske rutiner igen. Men vi nåede 51 mærkninger, så det var da en betydelig forøgelse i sammenligning med i går!

Spurvehøgenettene blev sat op i dag, da vi nok mente vi havde tid og overskud til også at passe dem. Efter standardtiden lod vi de 2 høgenet stå en del af eftermiddagen, indtil fugten i luften blev for slem. Et lidt blæsende vejr er perfekt til at fange spurvehøge i, idet småfuglene holder sig lavt i vegetationen og høgene derfor jager lavt og derfor i nethøjde. Det resulterede i fangst af 2 hanner og 1 hun, alle ungfugle. Herligt igen at nyde disse smukke rovfugle i hånden.


IMG 20210924 133122 edit 195241137342082Ung Spurvehøg hun. Foto: Vagn Lind


IMG 20210924 081155 edit 190433052794899
Ung Spurvehøg han. Foto Vagn Lind

IMG 20210924 101546 1 edit 191777444874381Sivsanger Foto: Vagn Lind

IMG 20210924 101752 edit 192163381466510Kvækerfinke ung han. Foto: Vagn Lind
 5952899828635566732Grønsisken.  Foto: Joshua Haahr

Dagens fangster: 
24sept21

Trækket på Odden: Endnu en dag med hård vind, men 8-9 meter i sekundet fra vest var mindre, end vi havde forventet på basis af diverse vejrtjenester. Der var huller i skydækket og måneskin, som satte et sort aftryk på dagen. Arbejdet med træktælleriet startede nemlig med en Tårnfalk (Common Kestrel), der musede efter morgenmad som en mørk silhuet i tusmørket, indtil den pludselig strøg lige så sort og smuk ud over havet et minut inde i fuglestationens standardtid, som begyndte klokken 6:31, en halv time før solopgang.

Gedser Spurvehog a 00001En af de Spurvehøge, som fredag formiddag undgik at ramle ind i et af ringmærkernes net. De citrongule øjne kan virke nærmest selvlysende, når høgene kommer tæt forbi folk på odden. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Selv om tallene ikke blev store, fortsatte Tårnfalkene og senere Spurvehøgene (Sparrowhawks) med at præge dagens træk. Især da det klarede op, og der kom noget blå himmel frem mellem skyerne, myldrede Spurvehøgene og lidt flere Tårnfalke frem og af sted, mens havets trækrute ud af Østersøen mildt sagt ikke mindede om nogen myldretid med lidt over 500 Ederfugle (Eiders) og 150 Pibeænder (Wigeons) – men de er måske på vej.

Ved Põõsaspea neem havde vinden lagt sig til 4 meter i sekundet, og vores kolleger i Estland talte 3.700 Pibeænder, men bare en enkelt Ederfugl på træk.

Ved Gedser Odde blev det til lidt over 2.100 fugle over havet i løbet af fem timer. Deraf var næsten 1.000 Landsvaler. Se tallene for de enkelte arter i DOFbasen ved at klikke her.

Nyt fra stationen: Endnu et år er det gået godt med at samle ind til at få græsset på engen kørt væk efter slåning. Det bringer den et skridt nærmere på næringsfattig natur med masser af urter og insekter i stedet for græs.

Folk på stationen: Emma Engell Sohnemann, Joshua Emil Haahr, Nina Yasmin Ali, Rie Birkelund Elgaard Jensen, Daniel Bloche, Henrik Jørgensen, Vagn Lind, Ole Friis Larsen.