Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (91)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

En tung Jernspurv og et tungt bytte for en ørn

mandag 7. marts 2022
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Trækket på Odden: En beslutning om at tælle trækfugle tre gange om måneden hele året ved Gedser Odde er lige til at rive sig i håret over. Ideen og initiativet er rigtig godt, men de første tællinger har voldt mange hovedbrud, fordi de indebærer, at man kan sammenligne havtrækket ved Hyllekrog på Lolland direkte med, hvad der foregår på sydspidsen af Falster. Nogle gange i starten af året er fuglene fløjet mod sydvest ved Gedser som på efterårstrækket, men mod øst på forårstræk ved Hyllekrog, og hvad skal vi for eksempel lægge i, at der denne mandag 7. marts blev talt 1.270 Ederfugle på vej mod øst ved Hyllekrog og 2.090 Sortænder i samme retning, mens Gedser Fuglestations observatør kun så 372 Ederfugle og 140 Sortænder på nordøstligt træk ved Odden?

Det kunne være, at træktælleren med de små tal havde siddet og sovet på det meste af vagten, men man skal nok snarere hæfte sig ved bemærkningen fra Hyllekrog i DOFbasen om, at Sortænderne alle blev set ”ekstra langt ude”. Søndag eftermiddag var vi flere på Gedser Odde og talte om, at ved Hyllekrog er farvandet godt 20 kilometer bredt, og ved Gedser Odde er det dobbelt så bredt – fuglene kan sprede sig mere og flyve meget mere sydligt langt uden for synsvidde ved Gedser. Læg dertil et par store vindmølleområder, som i hvert fald en del af fuglene flyver langt udenom. Det er dermed formentlig ikke nær så meget de samme fugle, vi ser på de to lokaliteter, som man skulle tro i forhold til afstanden.

Et andet eksempel er mandagens af 33 østgående Rødstrubede Lommer ved Hyllekrog, og bare 4 mod nordøst ved Gedser Odde. Lommer er kendte for ikke at bryde sig om vindmøllerne på havet, så det er nærliggende at tro, at fuglene ved Hyllekrog er fløjet så langt syd for vindmøllerne, at de har været langt uden for synsvidde ved Gedser, og de 4 ved Gedser måske slet ikke har været rigtigt træk, men lidt lokal trafik – ikke mindst i lyset af, at der fløj 6 i den ’forkerte’ retning.

Lidt forår var der dog ved Gedser Odde med en flok på 43 Traner, som ikke kom ind over land, men fortsatte mod Møn og formentlig Sverige.

Dagens store oplevelse var en adult/voksen Havørn, som fangede en Skarv et godt stykke ude på havet. Ørnens jagt skabte panik i de tusindvis af rastende Sortænder, Ederfugle og Havlitter, som kom i luften til tælling – de kan ellers være svære at se ude mellem bølgerne selv på en rolig dag. Det var til at se, at Skarven gjorde modstand under turen ind mod land, før den endte med at hænge stille, men stadig som en tung omgang for Havørnen, som forsvandt mod nord ind over land med sit bytte. Det var en adult ørn med tydelig hvid hale, så det var nok en af de to fra parret ved Bøtø.

 22020307 Havorn med bytteBilledet er ikke særlig skarpt på grund af afstand og tidligt morgenlys, men det er til at se, at Skarven er et stort læs for Havørnen, og at det er en adult/voksen fugl med hvid hale. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

En norsk undersøgelse viste for nogle år siden, at Havørnene ikke fløj væk med fisk på over 1,7 kilo. En Skarv vejer mellem 2 og 2,5 kilo, og selv om Havørne er kendte for at tage en del Skarver, har det krævet en del styrke af ørnen at hive den stadig levende og våde Skarv op af havet og flyve flere kilometer med den. En fantastisk oplevelse.

Se dagens observationer og ringmærkninger ved Gedser Odde i DOFbasen ved at klikke her.

Ringmærkningen:

Igen var der meget rimfrost på nettene, men de kunne dog nemt åbnes.

Dog var de meget synlige så først omkring 8.30 var de tøet op.

Fangsten blev årets bedste  med 6 ringmærkede og en kontrol.

En jernspurv blev fanget og de fleste jeg har fanget har vingelængden ligget fra 69-72mm, men denne her havde en vinge på 75 så den var pænt langvinget.

Ud over det var den i meget pæn form og dens fedtreserver var i top, så den er klar enten til at trække videre nordpå eller yngle i haven.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Jernspurv/Dunnock 1/0

Solsort/Blackbird 0/1

Musvit/Great tit 5/0

Total 6/1

 

 Folk på stationen: Henrik Jørgensen og Ole Friis Larsen