Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (103)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

To polske fugle set trækkende mod vest

tirsdag 19. april 2022
af Susanne Primdahl

Endnu en fantastisk flot dag, hvor lidt mere vind fra nordøst dog gjorde, at det føltes en smule køligere.

Der var ikke mange fugle, men efter de første par runder så vi et par polske trækfugle raste kortvarigt på plænen foran lab'et, og vi nåede at se dem trække videre mod vest, før vi gik næste runde.
Det var Agata og Maciej, som kom over til os for at sige farvel, før de kørte mod Blåvand, hvor de skal ringmærke de næste 3 uger. Jeg har været her på GFU sammen med dem siden den 7. april, og hver eneste dag har været en fornøjelse.
Det har været så lærerigt at diskutere detaljer på fuglene, når vi har haft god tid til det, og i det hele taget har det været en dejlig oplevelse at lære dem at kende.

Det blev ikke til mange fugle, og vi lukkede nettene umiddelbart efter de 5 timers standardmærkning. Men inden vi kom så vidt, havde Signe endnu en spændende fugl. Måske har hun sat sig for at øve sig på stålringene, for efter gårsdagens Husskade blev det i dag til en Kernebider.
Småfuglene får normalt aluminiumsring på, men der er enkelte arter med så kraftigt bid, at de skal have stålring på. Ellers kan der være en risiko for, at de kan trykke ringen skæv, så den kommer til at genere det ben, den sidder på.

IMG 1839 2
Koncentrationen var stor, da Kernebideren skulle have sin stålring på. Den er faktisk også sværere at sætte på end den større ring, der skulle bruges til Husskaden i går.
Foto: Susanne Primdahl

IMG 1843 2
Færdigt arbejde!  Så er Kernebideren klar til at sende ud i verden igen efter ringmærkning og fotografering.
Foto: Susanne Primdahl

Efter en middagslur og en dejlig solrig eftermiddag, hvor Philip var den flittige, der både gjorde rent indendørs og klippede grene i haven, blev nogle af nettene åbnet igen. Vi så jo i går, at det kan betale sig.
I dag blev udbyttet dog kun 5 ekstra aflæsninger af fugle, som er ringmærket her i haven de seneste dage.

Philips billede 2
Dagens sidste fugl blev denne lille hidsigprop af en Blåmejse.
Foto: Philip Elbek


Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:

Gærdesmutte / Wren   3 (3)
Jernspurv / Dunnock   3 (1)
Rødhals / Robin   1 (6)
Sangdrossel / Song Thrush   1 (0)
Vindrossel / Redwing   0 (1)
Gærdesanger / Lesser Whitethroat   0 (1)
Gransanger / Chiffchaff   6 (1)
Blåmejse / Blue Tit   0 (1)
Kernebider / Hawfinch   1 (0)

Dagens total   15 (14)


IMG 1869 2
Haven stråler af forår. Jeg er bestemt ikke botaniker, men her er det vist en Tjørn, der er ved at springe ud.
Foto: Susanne Primdahl

Folk på stationen:
Philip Elbek, Signe Agermose, Susanne Primdahl