Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (76)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Bjergænder, Små Skalleslugere og solopgangenes farver

torsdag 15. december 2022
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Heller ingen ringmærkning torsdag.

Trækket på Odden: Torsdag bød til gengæld på fint træk med et overraskende stort antal Bjergænder (Aythya marila), som kom i flokke på helt op til 95 og endte med et samlet tal på lige under 600. Der var også god udfordring, for fuglene fløj tæt i flokkene, og lyset var dårligt, men det var til at se, at der også var lidt Troldænder (Aythya fuligula) mellem dem i nogle af flokkene og tilmed lidt Små Skalleslugere (Mergellus albellus) imellem dem. De Små Skalleslugere kom også i flokke for sig selv og sammen med Toppede Skalleslugere (Mergus serrator). Det krævede konstant opmærksomhed, for lyset var slet med et tæt skylag og lidt dis ude over havet, så der var ingen assistance på den front.

GFU rsdag 099En af torsdagens store flokke af Bjergænder. Lyset var ikke godt, men de er lysere på oversiden end Troldænder, og så har alle hunner lige for tiden en stor hvid plet omkring næbbet. Det har nogle af Troldænderne også, så det kan ikke bruges til at bestemme et enkelt individ, men når de fleste i flokke har den hvide plet, kan det godt bruges til at bestemme Bjergænder. Bemærk tre Små Skallelugere, alle hanner, bagerst i flokken med smallere og hvide halse (lidt over midten af billedet yderst til venstre). Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU rsdag 102En af dagens flokke af Små Skalleslugere. Hannerne skiller sig tydeligt ud med deres hvide halse og sorte ansigtsmasker, mens hunner og unge fugle er sværere at skille fra hinanden. De unge har i flugten blandt andet mere hvidt på vingebagkanterne som på den nederste af de to forreste fugle. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Fra land kom der kun en enkelt fugl, da en Fiskehejre (Ardea cinerea) målbevidst fløj ud over havet og ind i disen med fast kurs mod syd.

I alt blev det til lige under 1.400 fugle af 18 arter på træk, og det var en imponerende afslutning på over tre måneders arbejde for fuglestationen i denne omgang for mit vedkommende (Ole Friis). Det har været spændende at følge trækket – næsten – dagligt i så lang tid og opleve den enorme variation i arterne hen over en efterårssæson. Det skulle andre unde sig selv at opleve bare en enkelt sæson. Selv om lokaliteten har været den samme gennem alle månederne, har det været som at komme et nyt sted hver dag med skiftende vejr, andre fugle, forskellige fuglefolk på Odden og skiftende kolleger inde på fuglestationen.

GFU rsdag 098Når der er pauser i trækket, kan der være rastende fugle at underholde sig med tæt på kysten. Her en gruppe Havlitter. Hannerne med de lange haler sværmer lige for tiden om hunnerne og jagter dem ind imellem temmelig voldsomt. De to nederste på billedet er en ung hun fra i år til venstre og en adult/voksen hun med mere rødbrun underside til højre.

GFU rsdag 097... men hunnerne kan også bide fra sig, når det bliver for meget med kurmageriet, og det er lige, hvad den unge hun gør her. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Tusind tak for det hele – også de fantastiske solopgange. Jeg har nogle gange beskrevet dem som orange, lilla eller grønne, men sandheden er, at solopgange har alle farver, det er bare ens eget humør eller stemning, der giver morgenen en enkelt af farverne – eller ingen farver, når det hele bare er gråt i gråt og heller ikke så kedeligt endda, fordi der altid er et eller andet at opleve, når vi kigger på fugle.

DSC 0380Her er en morgen, som for den ene observatør var klart orange ...

GFU rsdag 100... men for den anden observatør var samme morgen klart lyserød. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen og Ole Friis Larsen.