Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (241)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Det skal være skidt, før det bliver godt

søndag 23. april 2023
af Susanne Primdahl

Vi havde glædet os til en dag, hvor vi ville få mange fugle, for vejrudsigten i går sagde, at vinden ville skifte til vestlige retninger. Nogle kasser var gjort klar med nye aviser i bunden, så fuglene kunne bare komme an.
Men tingene går ikke altid, som forventet. Da vi stod op i morges, viste vejrudsigten regn fra kl. 7-11, og DMI's radar virkede ikke. Vejrudsigten var endda ikke opdateret siden i går, og uden mulighed for at følge regnområdet, åbnede vi kun 101 netmeter tættest på huset.

Tonya fra Irland ankom, da vi havde gået et par runder, og hun nåede at ringmærke nogle få fugle, før vi måtte klappe nettene sammen. På det tidspunkt var vi kun nået 1 time og 45 minutter ind i standardperioden og havde ringmærket 13 fugle.
Ikke desto mindre nåede Tonya at få to nye ringmærkningsarter, da både Tornirisk og Rødtoppet Fuglekonge ikke er almindelige arter, når hun ringmærker derhjemme.

Tonya er på ferie i Marielyst sammen med sin familie, men hun forlader dem tidligt hver morgen resten af april måned for at være med til ringmærkningen sammen med Anne og mig.
På grund af regnen var der god tid til at få hende oprettet i vores database og fortælle om, hvordan vi arbejder her.

Over middag blev det tørvejr, så jeg valgte at åbne 125 netmeter omkring huset, og da jeg lukkene nettene kl. 18, havde jeg ringmærket i et tidsrum, der svarer til en normal standardmærkning, på nær 20 minutter.
Selvom der var fuld sol på nettene, nåede jeg at sætte ring på 18 fugle.

IMG 2827 3
For en uge siden satte Anne ring på årets første Rødstjert, og i eftermiddag kunne jeg føje yderligere to til listen.
Foto: Susanne Primdahl

Vi har gået og kigget langt efter flere arter, som normalt er ankommet på dette tidspunkt af året; deriblandt Løvsanger og Gærdesanger. 
Det viste sig, at det kunne betale sig at åbne nettene i eftermiddags, for godt nok er kun Løvsangeren kommet på stationens årsliste, men en Gærdesanger sad og sang i haven, så mon ikke vi får den på listen i morgen.

IMG 2820 2
Her har vi så første eksemplar af den længe ventede Løvsanger. En lun eftermiddag med solskin var åbenbart det, der kunne lokke den til.
Foto: Susanne Primdahl

IMG 2822 2
Kort efter meldte endnu en Løvsanger sin ankomst, og den hilste ærbødigt på fotografen, efter den havde fået ring på.
Foto: Susanne Primdahl

På de sidste runder opdagede jeg, at det lille vandhul foran huset er populært blandt fuglene om eftermiddagen. En våd Rødhals blev fanget i nettet ved siden af, og lidt senere overraskede jeg også en Gærdesmutte i badet.

DSC 5702 2
Da jeg kom ud af huset, susede denne Gærdesmutte forbi foran mig. Den kom fra vandhullet og fløj direkte ind i nettet. Nogle gange ryger de ud igen, som var den en trampolin de ramte, men denne badegæst blev hængende i den nederste netlomme.
Den kom i en pose og var allerede tør, da jeg kom op i lab'et for at ringmærke den.
Foto: Anne Ramskov Hermanns

Dagens ringmærkninger og genfangster:
Udklip23.04.23

Folk på stationen:
Anne Ramskov Hermanns, Tonya Dolynenko og Susanne Primdahl