Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (241)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Vellykket åbent hus arrangement

søndag 30. april 2023
af Susanne Primdahl

Den vejransvarlige havde gjort et fantastisk godt job i dag, for vi havde strålende solskin til vores åbent hus arrangement. Gæsterne svigtede bestemt heller ikke, for ca. 120 personer lagde vejen forbi for at høre og se mere om ringmærkning og fuglenes forårstræk.

Det kneb lidt med antallet af fugle i nettene, ligesom der heller ikke var trængsel blandt de trækkende fugle forbi sydspidsen. Trækobservatøren måtte supplere med nogle gode historier, og ringmærkerne fik trods alt fugle nok til at kunne fremvise flere forskellige arter.
Der var stor interesse for de rundture, der fandt sted rundt ved nettene. Der blev fortalt, hvordan tingene foregår, og gæsterne fik også mulighed for at se, hvordan fuglene bliver ringmærket, og hvordan lab'et er indrettet.
De spændende fortællinger ved landkortet om fuglenes trækruter manglede heller ikke.

På de næste billeder ses Anne fremvise ringmærkning for et interesseret publikum:

IMG 20230430 111318 VL
Foto: Vagn Lind

IMG 2906 2
Foto: Susanne Primdahl

IMG 2909 2
Foto: Susanne Primdahl

IMG 2913 2
Foto: Susanne Primdahl

Gæsterne kunne frit forsyne sig med kaffe, saftevand, kager og pandekager, og så var der indendørs og udendørs marked med salg af mange forskellige fuglerelaterede varer. Der var kunstværker og håndmalede sten med fugle, muleposer med broderede fugle, foderhuse og redekasser, strikkede halstørklæder, fuglepins, og postkort, og så har jeg nok endda glemt noget.

Det er altid dejligt at komme udefra og mærke det gode sammenhold, når Gedser Fuglestation arrangerer åbent hus. Rigtig mange hjælpere lægger et stort stykke arbejde i det både før, under og efter afviklingen, og det hele afsluttes med fælles frokost for alle hjælperne.
Når dagen er slut, er alt ryddeligt og pænt, så vi ringmærkere kan uden ekstra besvær fortsætte vores arbejde, som om intet ekstraordinært var hændt.
Stor beundring og respekt for det store og forskelligartede arbejde alle gør til sådan et arrangement!!!

Dagens ringmærkninger og genfangster:
30apr23