Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (104)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Storm

torsdag 6. juli 2023
af Jesper Brinkmann

Igår ankom jeg til fuglestationen med mine 2 børn Lauge og Lærke. Vi skulle egentlig have været hernede allerede sidste weekend, men pga vejrudsigten valgte vi at udskyde det. Da det blæste og regnede ved ankomst valgte vi ikke at sætte net op igår.
Til gengæld nåede vi en tur til stranden og på vej tilbage kiggede vi lidt ved søen, da Lauge faktisk kun var taget med til Gedser fordi han gerne ville se en snog. Jeg havde fortalt ham, at sandsynligheden for at finde en snog i Gedser var meget lille, men lige pludselig gled en snog ud mellem benene på os. Vi fangede den og studerede den kortvarigt inden den blev sat ud i søen igen.

Da netene skulle sættes op klokken 4 imorges stormede det fortsat voldsomt meget og kun ganske få net kunne åbnes. Det blev da også kun til 6 fugle mærket og 4 aflæsninger af tidligere mærkede fugle. Den sjoveste aflæsning var en gærdesanger mærket tilbage i 2020.

Imorgen ser vejret ud til at blive meget bedre, så vi glæder os til en god ringmærkningsdag.

Mærkning/aflæsning:
Gulbug 2/1
Tornsanger 1/1
Gærdesanger 0/2
Tornirisk 3/0

Lauge, Lærke og Jesper