Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (98)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Træktællingen er tilbage på Odden

torsdag 26. oktober 2023
af Susanne Primdahl & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: 
Ringmærkningen blev en dag med lidt mere arbejde end sædvanligt. Ifølge vejrudsigten skulle vindstyrken nå op på lidt over 10 m/s, så det var kun takket være læ fra havens træer og buske, at det var forsvarligt overfor de mange små Fuglekonger.
Det gik fint med vindstyrken, men trods vejrradaren, som kun viste meget let regn i starten af ringmærkningsperioden, tog regnen så meget til i styrke, at vi måtte klappe nettene sammen allerede kl. 8 og først kunne åbne dem igen 5 kvarter senere. Da nettene kun må være lukket i højst en time for at opnå en standardmærkning, var den del altså allerede røget sig en tur kl. 9.15.

Vi havde stor "fornøjelse" af vinden i kombination med de løse blade på træerne, så hver runde krævede i tillæg til arbejdet med fuglene en masse pillen blade ud af nettene. Det var godt, vi havde Eva på besøg, for hun gik med på netrunderne og hjalp med bladene.

Normalt tager sidste runde en halv times tid, når nettene også skal lukkes, men i dag tog det over en time på grund af blade, så vi måtte tjekke de resterende åbne net for fugle, da vi var nået halvvejs.
Der er ikke utænkeligt, at enkelte net får lov til at stå over i morgen, hvis vi får lignende vejrforhold.

IMG 2091 red
I dag havde vi på samme runde både en Stor og en Lille Dompap. Det gav os mulighed for at sammenligne dem, og det var tydeligt at se, hvor stor forskel der er i størrelsen. Man kan også se på billedet, at den Store Dompap til højre har en lidt mere rosa tone på brystet.  Foto: Susanne Primdahl

IMG 2105 red
Vi fangede en ung Husrødstjert, selvom det er ved at være sent på året for den art. Et kig i databasen viser dog, at der var en senere fugl i 2018. Den fik ring på den 5. november.  Foto: Susanne Primdahl

Dagens ringmærkede (RI) og aflæste (RC) fugle:
Udklip261023

Trækket på Odden: Torsdag morgen havde vi fået en aftale med Guldbordsund Kommune om, at vi måtte passere skiltene med adgangsforbud til Odden og tælle derfra igen, når bare vi holdt os på sikker afstand af de nedstyrtede områder. Vinden og bølgerne kom igen markant fra øst, og selv om det ikke var med samme styrke som under stormen forleden, gav det god mening ikke at komme tæt på skrænten. Der er ikke dannet ny strand neden for skrænten alle steder endnu, og derfor kan der måske skride mere ned.

Det var fint at være tilbage og i godt selskab med andre fuglefolk. Tak for bidrag til dagens tælling, som dog blev i den beskedne del af skalaen. Til gengæld fik vi lov at overvære, at den ødelagte ståltrappe blev trukket op.

GFU to 1038Torsdag formiddag blev der brugt to bjergningskøretøjer til at hive den ødelagte ståltrappe op fra stranden. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Fuglemæssigt er tallene igen efter forskrifterne for sammenlignelige tællinger. Torsdag blev det til næsten 1.700 Ederfugle (Somateria mollissima) og 280 Sortænder (Mellanitta nigra). Fra land var der Spurvehøge (Accipiter nisus), og det var lidt af en opgave at holde styr på dem, for mange gjorde flere forsøg på at trække ud, før de forsvandt over havet. Desuden var der et træk af knap 1.500 Ringduer (Columba palumbus) med nogle få af de mindre Hulduer (Columba oenas) hist og her i flokkene. Vi var særligt glade for et lille træk af Dværgmåger (Hydrocoloeus minutus) og en ung Ride (Rissa tridactyla).

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Freya Mørup-Petersen, Lærke Winding,  Susanne Primdahl, Ole Friis Larsen og Eva Heering som gæst