Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (241)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Dværgmåger i elegant dans tæt på kysten

fredag 24. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Vinden var igen alt for hård, men tog alligevel et kig på de bedste net og de gik ikke. Dog er der et net på 7 meter som næsten altid står i læ, men det plejer næsten aldrig at give noget. Jeg havde prøvet for noget tid siden med lyd til grønsisken men pga vind havde de ikke reageret på det, men efter en dag i går uden fugle som kunne ringmærkes besluttede jeg mig for at sætte lyd til gråsisken istedet og det gav bid og dagen endte på 18 fugle.

De næste dage ser spændende ud for siskner da temperaturen falder og også vinden, så jeg regner med nogle dage med pæne tal.

De fleste fugleposer blev vasket så nu er de klar til foråret, så nu mangler kun de poser som er i den taske jeg bruger.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Gråsisken 7

Nordlig gråsisken/Redpoll 4

Lille gråsisken/Lesser redpoll 7

Total 18

Trækket på Odden: En smuk, men kold dag med nogen sol og hård vestlig vind gav meget lidt træk. Der kom kun lidt finker fra land ud over havet, og der var yderst få ænder og andre havfugle. Til gengæld var der fin underholdning af mange rastende fugle på havet. Mest bemærkelsesværdigt var, at der konstant var mindst fire Dværgmåger (Hydrocoloeus minutus), der brugte en flydende ø af tang og andre vandplanter som base. Der var både helt unge fugle fra i år (1k, første kalenderår) med deres karakteristiske mørke W på oversiden af vingerne og adulte/voksne fugle i vinterdragter, mens der ikke var nogen at se af dem fra aldersklassen imellem, de et år gamle 2k-fugle.

GFU fd 1207En af fredagens adulte/voksne Dværgmåger. De har ikke noget sort på oversiden af vingerne,  men til gengæld masser af sort på undersiden, og det gør dem let genkendelige selv på stor afstand. Om sommeren har de helt sorte hætter, om vinteren en del mindre sort på hovedet. Det er samme fugl på begge billeder. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU fd 1208

De elegante små måger skilte sig ud fra alle de øvrige måger med deres lille størrelse, men også på deres ’dansende’ adfærd, hvor det ser ud, som om de kan løbe på vandet. Det var dagens store oplevelse på sydspidsen, og den varede stort set alle fem standardtimer.

GFU fd 1202Ung Dværgmåge i første vinterdragt i 'dans' hen over havoverfladen fredag formiddag. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Det kom ikke med i dagbogen for torsdag, at der var et ekstremt lavvande om morgenen. Der var nemlig ikke tid til at skrive om trækket på grund af en gave fra familien til en vidunderlig forestilling for børn i Skuespilhuset ved Det Kongelige Teater i København med pizzaer i Nyhavn bagefter. Lavvandet nåede efter det oplyste 1,47 meter under den normale daglige vandstand, og ved solopgang var der strand helt ud til den gamle kystlinje på den anden side af de gamle tyske kanonfundamenter af beton, som plejer at ligge et godt stykke fra standen.

GFU fd 1196Gedser Odde torsdag og fredag lige omkring solopgang. Selv om stranden torsdag morgen var dækket af tang, var det til at se, at betonklodserne ude i vandet var landfaste, og uden for tangen ses nogle betonklodser, der lignede gamle forsøg på kystsikring. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU fd 1199

GFU fd 1197Fredag morgen var Danmark faktisk en snes meter tættere på Tyskland end normalt, som det øverste foto viser. Bemærk den murede stenvold, der plejer at ligge delvis ude i vandet. Selv fredag morgen (nederste foto) var vandstanden lavere, og stranden bredere, end normalt. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU fd 1198

Synlige var også nogle rækker af betonelementer, som lignede gamle forsøg på kystsikringer længere ude end kanonfundamenterne. Det var et interessant indblik i kystlinjens historie, og det varede to-tre timer, før vandet steg igen, men selv fredag morgen var stranden et par bredere end normalt efter stormen for nylig.

Mest værd at nævne om selve trækket torsdag var nok eksemplet på, hvor hastigt trækket ved Gedser Odde kan ændre sig fra dag til dag med over 420 Toppede Skalleslugere (Mergus merganser) torsdag og så bare 60 af dem fredag som begge dages mest talrige art i havtrækket.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen