Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (82)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Tre net tøet op og klar til fangst

søndag 3. december 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Tøvejr – ikke meget over nulpunktet, men nok til at Henrik fik tre net i fuglestationens have tøet op og gjort klar til fangst mandag morgen, og på Odden føltes søndag morgen ikke helt så kold, når solen var fremme, og isen på kanten af marinestationens tag blev til vanddråber.

Trækket startede egentlig fint med flere småflokke af Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) allerede før solopgang, men det ebbede hurtigt ud, og de fem timer endte med 551 fugle fordelt på 25 arter. Det var dog fint, at de rødstrubede nåede op på 117 i den rigtige retning. Den bedste fugl på Odden var nok en ung Vandrefalk (Falco peregrinus), som jagtede langs stranden lige imod os. Den var stor, så det var ganske givet en hun – og måske samme fugl, som vi også havde nærkontakt med forleden.

GFU soen 1239Den unge Vandrefalk, som måske har været nogle dage ved Odden. Bemærk den længdestribede underside, som viser, at det er en ung fugl fra i år. Ældre Vandrefalke har striber på tværs af undersiden. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Vi var tre om den oplevelse, idet Gert Juul Jeppesen fra fuglestationens gruppe af frivillige tog turen fra p-pladsen ud til Odden til fods, fordi han ikke kunne køre på sit løbehjul i sneen, der er god for vores motion. Det er heller ikke muligt at cykle med anhængeren i det føre, og den er tung at trække gennem sneen med alt vores udstyr til observationerne på Odden. Hurra for det besvær, når bare det ikke varer alt for længe.

 GFU soen 1237To Fiskehejrer bytter plads i deres lille flok på vej ud over havet. Især de mørke hætter, men også andre detaljer viser, at det er to unge fugle fra i år. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Ingen måger gik i fælden på engen i løbet af søndagen; de nøjedes åbenbart fint med det brød, der skulle lokke dem hen til fælden.

Se alle dagens observationer på Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen