Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2025 (125)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Odder på Odden

fredag 23. maj 2025
- og Karminen varmede i hånden.
af Vagn Lind & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen:

Efter de sidste dages blæsevejr var det dejligt at vågne til magsvejr i dag. Vi kunne igen sætte alle sejl til. Dog blev vinden desværre kraftigere hen over dagen.
Det var ikke mange fugle der var kommet til i haven i nattens løb, men der var i alt fald 2 Karmindompapper konstaterede vi: én i hånden mens en anden sang ”Pleased to meet you” i haven lige ved siden af. Dem har vi gået og håbet på i de seneste dage.
Efter standardtiden gik Hans og jeg i gang med lidt topkapning af træer i nordenden af haven. Udelukkende med håndkraft nåede vi dog ikke så meget, men lidt hjælper jo også. Vi er nemlig plaget af blade i nettene i blæsevejr netop der.20250523 062509

Karmindompap i den brune variation, hvor unge (2K) hanner ligner hunnerne til forveksling

Dagens fangst:23maj2025

 

Trækket på Odden: Det var et pattedyr på træk, der var fredagens mest interessante oplevelse på landets sydspids. Efter et par dage med kulde og hård vind fra sydvestlige retninger, havde meteorologerne aflyst et regnvejr og stillet en morgen med masser af sol og almindelig dansk vind i udsigt. Helt sådan blev det ikke. Der var flere skyer, end der var blå himmel, og vinden overskred hurtigt den lovede grænse på fem meter i sekundet og løb op i 8,7. Det gav ikke meget træk blandt fuglene, men inde på fuglestationen kom der melding om fangst af en Karmindompap (Carpodacus erythrinus), mens yderligere en repræsentant for arten sang i nærheden. Lidt senere sad der også en i toppen af en busk ude på Odden og sang. Den sang ikke helt igennem og var ikke rød, som en adult/voksen han burde være, så det var nok en ung han fra sidste år.

GFU Karmin 2757Der var ikke meget rødt på Karmindompappen ude på Odden, og den sang heller ikke rent igennem, så det var antagelig en ung han fra sidste år. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Til gengæld for det manglende træk var der tre arter af terner, som ledte efter mad over revet ud for Odden. En af dem var den elegante lille Dværgterne (Sternula albifrons). To i sommerdragt fløj tæt langs kysten. Det var under et forsøg på at fotografere dem til dagbogen/bloggen, at et dyr i vandet tiltrak sig opmærksomhed. Dyret opførte sig som en af de sæler, vi er vant til at se dagligt, med livlige dyk, svømning over og under vandet. Det forekom at være en meget lille sæl, indtil første foto afslørede en Odder (Lutra lutra). Sådan en har vi vist aldrig før set ved Gedser Odde.

GFU Odder 2759Odderen på havet ved Gedser Odde forekom sund og rask. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Odderen boltrede sig i vandet og forsvandt langsomt langs kysten mod nord uden at gå i land, så det er ikke til at vide, hvad der er blevet af den, men mon ikke, den er et sted på Falster? For os var det nærliggende at tænke på en indvandrer fra Tyskland eller måske Polen efter de seneste dages hårde vind fra sydvest. Den kan sagtens være kommet sydfra ned strømmen, men på Facebook var der også forslag om Øresund eller Lolland, og det kan selvfølgelig ligeså godt være. Det kan vi ikke vide. Det sikre er, at Odderen har vist, at Oddere selv er i stand til at sprede sig over hav fra det ene sted til det andet.

GFU terne 2761... og så lige årsagen til, at Odderen overhovedet blev opdaget, nemlig en af de to elegante Dværgterner, som med deres gule og sorte næb tiltrak sig opmærksomhed. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Se alle dagens observationer på Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Vagn Lind, Hans Lind, Rowan Wood, Marith Mol, Ole Friis Larsen.