Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2025 (126)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Flot præsentation af fire måneders arbejde med data

lørdag 14. juni 2025
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen:  Dagen blev en af de meget stille da kun 2 fugle blev fanget.

Igen i dag blev en sumpmejse(igen en ungfugl) ringmærket, så de har måske ynglet i haven.

Ellers blev en munk ringmærket for få dage siden aflæst.

Der er blevet stille på fuglestationen efter Marith har forladt fuglestationen, så det er lidt trist efter mange hyggelige dage.

Dagens ringmærkning og kontrol/Todays ringing and recapture:

Sumpmejse/Marsh tit 1(0)

Munk/Blackcap 0(1)

Total 1(1)

Trækket på Odden: Vi har egentlig ikke nogen træktælling hen over sommeren, men de seneste dage har vi set mange flokke af Ederfugle (Somateria mollissima) flyve forbi Gedser Odde med kurs mod sydvest som om efteråret. Derfor var det fristende at lave en rigtig tælling over fem timer med start klokken 4.05, en halv time før solopgang. Heldigvis var der godt selskab af andre, der også ville se dette træk af hanner, der allerede forlader ynglelokaliteterne ind i Østersøen for at fælde andre steder med rigelig føde til, at de kan klare sig i en periode, hvor de ikke kan flyve. Hannernes flugt fra ynglepladserne betyder, at der så bliver mere mad til hunnerne og deres ællinger.

GFU juni 2801En broget skare af Ederfugle på 'efterårstræk' midt i juni, alle hanner. Foto: Ole Friis Larsen/GFU 

I lørdagens standardtid blev det til 1.640 hanner af Ederfugle og 7 hunner, som måske er fugle, der allerede har fået deres yngleforsøg ødelagt, eller de er slet ikke kommer i gang.

Desuden kom der nogle Sortænder (Melanitta nigra), Skeænder (Spatula clypaeta) og Krikænder (Anas crecca) – alle hanner på vej ud af Østersøen på samme måde som Ederfuglene.

Fra land var der et pænt udtræk af Stære (Sturnus vulgaris) mod syd. De fleste voksne/adulte fugle, men også helt unge fugle fra i år. Værd at bemærke var også nogle Mursejlere (Apus apus) på udtræk mod syd.

GFU juni 2803Tre Stære i en af dagens udtrækkende flokke. Bemærk hvor forskellige undersiden af vingerne kan være på de voksne/adulte fugle alt efter vinklen i forhold til sollyset. Den brune til højre med mørkt næb og lyse tegninger i ansigtet er en ung Stær fra i år. Foto: Ole Friis Larsen/GFU 

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Nyt fra fuglestationen: Lørdag var der møde i fuglestationens styregruppe. Her præsenterede vores hollandske studerende Marith Mol resultatet af sit fire måneder lange ophold på stationen. Hun har arbejdet med opmålinger, som vi laver, når vi ringmærker fugle. Marith har bearbejdet vingemål, vægt og fedtscore på Rørsangere (Acrocephalus scirpaceus) og Løvsangere (Phylloscopus trochilus) i perioden fra 2012 til 2024. I perioden er der sket et fald i antallet af unge Løvsangere på efterårstrækket, men faldet har været endnu mere markant for de voksne/adulte fugle, som vi i fagsproget kalder for 2k+ (andet kalenderår eller ældre). Fra 2012 til 2024 er fangsten af 2k+ Løvsangere dykket fra 800 i løbet af efterårstrækket til 400. For Rørsangerne gælder der også en stor tilbagegang fra 115 til under 38.

GFU juni 2806Marith præsenterede styregruppen for resultaterne af sit arbejde med data fra fuglestationen. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU juni 2807

Mariths rapport er en eksamensopgave. I sit studie har hun også set på sammenhænge mellem de to arter af trækfugle, der flyver til Afrika, og klimaforandringerne. Når hendes eksamen er overstået, bliver rapporten tilgængelig for alle på Gedser Fuglestations hjemmeside om nogle få uger.

Fremlæggelsen foregik på Mariths sidste dag på fuglestationen – i denne omgang – og om eftermiddagen blev hun hentet af sin mor, som var overrasket over datterens store mængde af bagage. Marith har blandt andet købt flere bøger til sit studium under opholdet. Det har været dejligt at have hende på stationen, og vi er glade for, at der er begyndt at komme studerende for at bearbejde de data, som vi indsamler i vores arbejde med ringmærkning og tælling af trækfugle.

 GFU juni 2808Et ordentligt læs håndbagage efter fire måneder på fuglestationen. Heldigvis kom der en mor med en bil.

Et andet vigtigt punkt på styregruppens dagsorden var stationens hårdt pressede økonomi som følge af store besparelser i DOF/BirdLife Danmark, som driver fuglestationen. Det betyder, at vi allerede i år bliver tvunget til at bruge penge, der ellers er sparet op til nye maskiner til at holde fuglestationens have. Et opslag om at støtte fuglestationen har indbragt 23.700 kroner, og sammen med bidrag fra stationens venneforening løber det op i 38.000 kroner, som vi er meget glade for. Sidste år sparede vi en topkapning af træer og buske i haven væk, men i år må vi regne med at skulle betale over 40.000 kroner alene for den nu helt nødvendige topkapning.

 

Folk på fuglestationen: Marith Mol, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen og medlemmer af fuglestationens styregruppe.