Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2025 (130)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Lydløs nat

tirsdag 17. juni 2025
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Vinden lå på den kedelige side(hård vind), men alt kunne komme op.

Det startede dog stille som de foregående dage, og så midt i perioden kom der lidt liv. Dagen gav 9 fugle hvoraf de 3 var nye.

20250617_061618.jpg

Igen i dag blev min gamle jernspurv jeg ringmærkede her i 2021 genfanget sammen med en anden han-jernspurv. De havde nok været oppe og toppes og så glemt i kampens hede at nettet var der. Min jernspurv er nu genfanget 62 gange efter den blev ringmærket.

Vinden fortsætter med lidt for meget fart i morgen, men vejret bliver ellers godt med sol.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Jernspurv/Dunnock 0(2)

Gærdesanger/Lesser whitethroat 1(1)

Tornsanger/Whitethroat 0(1)

Blåmejse/Blue tit 1(0)

Bogfinke/Chaffinch 1(0)

Karmindompap/Rosefinch 0(2)

Total 3(6)

Nattælling: Fuglestationerne besluttede for nogle år siden, at de hver skulle have en punkttællingsrute om natten for at støtte DOF’s initiativ til at registrere fugle i mørket. Gedser Fuglestations rute starter ved sydtårnet i Bøtø, fortsætter til Bøtø Enge, Fiskebæk Skov, lystbådehavnen i Gedser og fuglestationens have som sidste punkt.

Der har aldrig været mange fugle på turen, og natten mellem mandag og tirsdag blev det bare til to fugle, en Blishøne (Fulica atra) ved Bøtø og en Kærsanger (Acrocephalus palustris) ved Bøtø Enge. Mange af nattens fugle er tavse det meste af natten og synger eller kalder måske kun i nogle få minutter. Derfor kan vores punkttællinger i mørket ikke stå alene, men kræver for eksempel også automatiske optagelser gennem hele natten til senere analyse.

På fuglestationen har vi sådan et elektronisk ’øre’, der optager fuglestemmer døgnet rundt hele året. Et tjek af den gav dog også 0 fugle i timen efter midnat, så det var ikke, fordi der var noget i vejen med hørelsen på observatøren, at der ikke var noget at komme efter den nat.

Tirsdag formiddag var Tina og Anne Marie på fuglestationen for at rydde op i forældede lagre af ting og sager.

Folk på stationen: Tina Elley, Anne Marie Reith, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.