Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Stort antal sangere og en sjov overraskelse
Første runde startede stille med en enkelt havesanger, men denne tendens ændrede sig hurtigt på runde to, hvor det blev tydeligt hvad dagens fugl var. Nemlig gærdesangeren (Curruca curruca) der allerede nu er påbegyndt trækket sydpå. hele ni gærdesangere blev det til i dag, og langt størstedelen af disse gærdesangere var ungfugle, som blandt andet kendetegnes ved at havde brunlige yderste halefjer, i modsætning til de gamle fugle med renere hvide yderste fjer på halen.
Med hele 30 fugle inden den sidste runde og et vel af forskellige arter, var vi allerede godt tilfredse, men en stor overraskelse ventede os i form af en stor, og meget larmende fugl. En ung stor flagspætte (Dendrocopos major), havde fundet vej til vores net, og lige så glad jeg var for at ringmærke den smukke fugl, lige så utilfreds lød den over situationen.
1k gærdesanger. Med mørkegrå øjne der ofte hos ældre fugle er varmere hasselbrune.
1k tornirisk (Linaria cannabina) han. De unge fugle kan kønsbestemmes på hvor tykke de hvide kanter er på de midterste svingfjer er. Her med tykke tydelige kanter der næsten går helt ind til fjerskaftet, en klar han.
Smuk 1k Stor flagspætte med den meget udbredte røde isse, samt ret brunlige udtryk.
Dagens bedste fugl.
På Stationen: Alexander Brandt, Bente Flyvbjerg Pedersen og Søren Mygind