Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Heftig vind i sejlene
Vinden har været noget kraftig de sidste par dage, men vi vidste allerede i går aftes at i dag ville den blive endnu kraftigere - med middelvind næsten helt op til 13 m/s fra vest. Det er slet ikke godt ringmærkervejr, da kraftig vind gør nettene synlige og generelt får fuglene til at trykke sig i buskene. Men Alexander og jeg stod alligevel op ved 4-tiden og gik ud for at finde de net i haven, der stod i læ. Nok net kom op til at kunne køre en standard, men vi måtte erkende, at dagen næppe ville byde på de store fangstantal - det er nok et vejr, der er mere givende for trækobservation!
Vi fik dog fugle fanget i dag, men ikke noget, der slår rekorder og mellem runderne, kunne Alexander stå og lave havobs fra engen, hvor han så sortterner, almindelig kjove og en enkelt sule. Dagens højdepunkt var nok en stor flagspætte, der dukkede op i nettet klokken 9 - det er nu alligevel en lidt sjov fangst på en ellers stille dag.
1k Stor Flagspætte
Efter standard lukkede vi, men åbnede dog enkelte net efter frokost, da vejret blev lidt bedre, men stadig med kraftig vind. Det gav blot to ekstra fugle, men det var også alt. Ellers gik vi rundt i haven og klippede brombærgrene væk, som var ved at blokere stierne eller netbanerne. Her fandt vi også flere kæmpestøvbolde i haven på størrelse med fodbolde.
Alexander med en kæmpestøvbold
De fleste var desværre for gamle, men en var endnu helt frisk og den har vi har tænkt os at lave en svamperisotto med en af dagene. På en ringmærkermæssigt stille dag som denne, lærer man også at sætte pris på de små glæder.
Dagens fangster/genfangster
Stor Flagspætte (Great Spotted Woodpecker) 1/0
Gulbug (Icterine Warbler) 4/0
Gærdesanger (Lesser Whitethroat) 1/0
Havesanger (Garden Warbler) 0/2
I alt 6/2
Folk på stationen: Freya G. Mørup-Petersen, Alexander Brandt