Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Sæsonens første spurvehøg!!
Dagen i dag bød på endnu mindre vind end i går og klar himmel, hvilket gjorde, at vi havde gode forventninger til dagen. Første runde havde en lille håndfuld fugle og anden runde havde også pænt, indtil vi nåede frem til det sidste net på runden, hvor der sad 17 fugle i - storset kun gulbug og gærdesanger. Jeg sagde til Alexander, at han skulle hente kasser i labbet, som han hurtigt gjorde og vi samlede alle fuglene i kasserne.
Alexander med to kasser til fugle. Kasserne er effektive til hurtigere håndtering når der er store tal af en art
Gulbuge og Gærdesangere dominerede klart standarden, men vi havde også tre Broget Fluesnapper. Efter endt standard havde vi stadig pænt med fugle i nettene, så vi besluttede os for at holde nogle af nettene åbne og samtidig åbne nettene ved søen i håb om svalefangst. Det gav i den grad bid! Luften var fuld af Digesvaler, som var meget interesseret i søen og vi fangede rigtig mange. Dagens højdepunkt var nok, at vi på en af runderne lige havde tømt sønettene for mere end tyve svaler og da vi gik ind i haven for at tjekke nettene der, sad der en Spurvehøg i det første net. Alexander løb hen og nåede at få fat i den, men ikke før den også fik fat i ham med sine skarpe kløer. Dermed fik Alexander sin første oplevelse med en rovfugl og også mærket sin og sæsonens første Spurvehøg.
1k Spurvehøg han
Spurvehøgen var lille og chokoladebrun med lyse skælmønstre på kroppen og gule øjne, så vi bestemte den til at være en ung han. Efter lidt beundring og nogle fotos lod vi den flyve videre, hvor vi senere så den jage i haven. Ved 16-tiden lukkede vi nettene, ikke fordi der ikke var fugle, men fordi vi skulle nå at taste data ind og lave aftensmad - lækker hjemmelavet pizza!
Tornirisk 1k og 2k+. Begge er hanner
Ole Friis kom også i eftermiddag og han skal stå for trækobs resten af sæsonen. Det er desuden min sidste aften på Gedser Fuglestation, da jeg rejser hjem i morgen efter standardmærkning. Det har som altid været et rigtig skønt ophold på fuglestationen med masser af fugleoplevelser!
Folk på stationen: Alexander Brandt, Freya G. Mørup-Petersen, Ole Friis Larsen