Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2025 (186)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Terner, svaler og smukke morgener

tirsdag 12. august 2025
af Signe Agermose & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Ringmærkningen har i dag været både rolig og hyggelig men også travl og interessant. Den standardiserede ringmærkning var især præget af både gærdesanger, havesanger og kærsanger. Diversiteten af især sangere, er en af årsagerne til, at jeg (Signe) altid har været glad for at besøge fuglestationen i august. Her er der rig mulighed for virkelig at nærstudere forskellene på de små fugle og øve sine evner i forskellige former for biometriske mål samt vurderinger af både alder og køn. Det blev dog ikke kun til sangere, da vi også fik æren af både broget fluesnapper og nattergal. 

20250812 055731

Nattergalen er en drosselfugl som især er kendt for sin smukke sang i foråret når den ankommer til Danmark omkring maj måned. Vi her på stationen er dog også meget betagede af dens flotte rødbrune fjerdragt. Den er netop begyndt sit lange efterårstræk mod sit overvintringsområde syd for ækvator.

Efter den standardiserede ringmærkning, holdt stationen nettene åbne i yderligere 6 timer. Her lå fokus på at fange digesvaler som, ligesom nattergalen, også er meget aktive netop nu. Det blev til 185 digesvaler hvoraf én af dem allerede var ringmærket på forhånd. Svalen er allerede meldt ind til den danske ringmærkningsadministration, så nu venter spændt på at høre mere om, hvor den kommer fra. Derudover fangede Alba og Philip også to bysvaler, som ellers først rigtigt begynder at trække mod det sydlige Afrika om et par uger.  

Bysvale 2k pæn

Billedet viser en voksen bysvale, klækket i 2024 eller tidligere, som snød vores to ringmærkere et kort øjeblik. De troede først at den var ung, altså klækket i år, på grund af de brune vinger. De forventede, at vingen ville være skinndende sort ligesom resten af fuglen. Dog kan voksne bysvaler altså godt have brune vinger, så det er godt at ringmærkerne var ekstra opmærksomme i dag.  

I alt blev det i dag til 222 ringmærkninger og 6 aflæsninger, fordelt på 13 arter.

12aug2025.JPG

Trækket på Odden: Endnu en smuk morgen med en Lækat (Mustela erminea) på vejen ud til Odden. Vi er vant til at se den mindre Brud (Mustela nivalis) i området eller høre musene skrige under jorden, når Bruden jager dem i gangene. Lækatten var tydeligt større, som et Egern (Sciurus vulgaris). Senere så vi sæler og Marsvin (Phocoena phocoena) jage ude på havet med en sværm af terner over dem. Vi tæller ganske vist kun trækket ved Odden, men der er masser af andre fine naturoplevelser forbundet med arbejdet.

Tirsdag morgen stod Jupiter lidt højere på himlen end Venus, men stadig som den beskedne lidt i baggrunden af den langt kraftigere lysende Venus. Lidt søgning på nettet gav forklaringen: Venus skinner mere end andre planter i solsystemet, fordi den er dækket af et tykt lag skyer, som reflekterer solens lys rigtig godt.

Tællearbejdet foregik i godt selskab og med fin hjælp fra Orla Jakobsen, en lokal ornitolog som ofte kommer i området, og Anders Zuschlag, fuglestationens it-sagkyndige.

Det gode vejr med næsten ingen vind gav et mere beskedent, men stadig underholdende træk, hvor der også var udfordringer med at bestemme terner og andre fugle i modlys og på stor afstand langt ude over havet.

Lidt over 1.100 fugle fordelt på 26 arter var en halvering i forhold til dagen før. Særlig bemærkelsesværdigt var, at vi slet ingen rovfugle så – de kommer en anden dag. Blandt ternerne så vi Fjordterner (Sterna hirundo), som kan være vanskelige at skelne fra Havternerne (Sterna paradisea) og derfor bidrager med attraktive udfordringer til arbejdet. De er lidt kraftigere end Havternerne og har en lidt mere mågeagtig flugt. Der er også forskellige detaljer i fjerdragten, men de kan være umulige at se i det stærke modlys, som det gode vejr indebærer.

Se alle dagens observationer på Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Alba Maria Holmberg, Signe Agermose, Leander Agermose Elbek, Philip Elbek og Ole Friis Larsen.