Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2025 (188)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Et sjældent gensyn - Farvel til Mursejlerne

torsdag 14. august 2025
af Philip Elbek & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Gårsdagen sluttede af med, at vi fangede en rigtig fin 1k Natravn (Caprimulgus europaeus). I skal selvfølgelig ikke snydes for lidt billeder.

20250813_222752.jpg
Natravnen yngler primært langs den jyske vestkyst i de store plantager. Her fouragerer den efter insekter i skumringstiden. Bemærk de store lysfølsomme øjne og de censoriske børster omkring mundvigen. Foto: Philip Elbek

20250813_222112.jpg
Natravnen har en kam på sin centrale negl til at pleje de censoriske børster omkring mundvigen. Børsterne hjælper den med at fange insekter. Foto: Philip Elbek

Det bedste fra standardmærkningen i dag var den, nu om dage, sjældne Græshoppesanger (Locustella naevia) og 4 Broget Fluesnapper (Ficedula hypoleuca). Derudover var det ret fåtalligt med de andre trækgæster. 

20250814_063536.jpg
Græshoppesangeren kendes på den stribede fjerdragt. I det sene forår høres den synge (en sang som minder om en græshoppes')  i våde enge og langs åer. Foto: Philip Elbek

20250814_061657.jpgTo af de fire brogede fluesnappere vi fangede i dag. (Til højre) En ung han med sort hale og det alderbestemmende "trappetrin" på den midterste tertiær, udpeget med den røde streg. (Til venstre) En voksen hun med brunlig hale og en tertiær uden "trappetrinnet". Foto: Philip Elbek

Efter standarden åbnede vi sønettene for at få dagsotalen lidt op. Vi endte med at ringmærke i yderligere 8 timer og fangede 85 1k Digesvaler (Riparia riparia) og én 2k+. 

20250814_135511.jpg
Sammenligning mellem en 1k Digesvale (top) og en 2k+ Digesvale (bund). Den unge fugl har hvide bræmmer på sine fjer, og er derfor ret nem at aldersbestemme. Den voksne fugl har brune og slidte fjer, da den skifter sin fjerdragt om vinteren i Afrika. Foto: Philip Elbek

Dagens mærkninger:

14aug2025.JPG

Trækket på Odden: Venus dansede stadig med Jupiter i måneskin, indtil solen stod op til en varm dag med op til 22 grader og næsten ingen vind på hele Nordens sydligste punkt. Det er Sortænderne (Melanitta nigra), der forskellen her midt i august. Ved Gedser kom der 781 fugle fordelt på 21 arter; i Estland kom der 4.400 trækfugle forbi Põõsaspea neem på seks timer, og det meste af forklaringen på den store forskel på de to lokaliteter, der begge dækker trækket ud af Østersøen dagligt, var 3.700 Sortænder; dem var der kun lidt over 100 af ved vores odde.

Mest interessant ved Gedser Odde var, at det var til at registrere et udtræk af svaler. Vi har i flere dage set svaler komme flyvende til Odden, men det har været meget svært at konstatere et videre træk ud over havet. Mange af svalerne flyver ud over havet for at fange insekter og kommer så tilbage igen, ligesom der er kommet svaler ind fra havet, og mange er forsvundet tilbage mod nord eller under havskrænten, hvor vi ikke kan se dem. Denne morgen var der tydeligt nogle af svalerne, som fløj ud over havet og ikke kom tilbage.

Lidt før standardtiden sluttede klokken 10:15 begyndte et imponerende træk af Mursejlere (Apus apus). Det blev kun til 11 før lukketid, men hjemme ved fuglestationen talte Philip fra 10:40 til 11:30 over 130 Mursejlere i en lind strøm mod syd, og da jeg gik ud med skraldeposerne, blev jeg ude en halv time for også at prøve at fotografere nogle af dem. Det blev til 340 Mursejlere mellem klokken 12:05 og 12:35. Vi havde meget andet at gøre, så vi kunne ikke tælle hele trækket, men der er ganske givet trukket mere end et par tusinde Mursejlere, før strømmen tog af.

Mursejler 2870Ofte ser vi Mursejlerne som sorte silhuetter mod himlen, men i det stærke sollys torsdag fik de et skællet udseende, som ellers mest tillægges den sydeuropæiske Gråsejler (Apus pallidus). 

Mursejler 2874En helt ung Mursejler fra i år med tydelige lyse kanter på vingeundersidens såkaldte dækfjer. De voksne fugle har ikke lyse kanter på dækfjerene. Der så ud til at være mange unge Mursejlere i dagens træk.

Mursejler 2871Ung Mursejler med 'banditmaske' i form af en mørk tegning omkring øjet. Også det træk bliver mest tillagt Gråsejlere, men var tydeligt på mange Mursejlere i det stærke sollys midt på dagen. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Vores tyske søsterorganisation NABU havde forleden et opslag på Facebook, hvor de opfordrede tyskerne til at skynde sig ud at vinke farvel til Mursejlerne og ønske dem hele og lykke på rejsen til vinterkvarteret langt syd for Sahara – det gælder også i Danmark, kan vi tilføje fra fuglestationen.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Alba Maria Holmberg, Signe Agermose, Leander Agermose Elbek, Philip Elbek og Ole Friis Larsen.