Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Fluesnappere og nye krydser
Ringmærkningen på fuglestationen har i dag været anderledes end de seneste dage. Hvor de sidste par dage har været kendetegnet ved en stor mængde fugle omkring 6/7-tiden og mere stille periode efterfølgende, har i dag været ret stabil med 3-4 fugle på hver runde.
Vi lagde ud med en vindramt og lettere kølig morgen, som på første runde bød på blandt andet 2 grå fluesnappere. Dermed har Alba fået mulighed for at ringmærke sin første grå fluesnapper, og ikke nok med det, kom der flere til os senere på morgenen. Vi har derudover også haft en rigtig fin mængde brogede fluesnapper i dag. Vi har derfor haft god mulighed for at nærstudere kønsbestemmelse af juvenile fugle, altså fugle klækket i år, selvom de ellers kan være ret svære.
Billede af halefjer fra brogede fluesnappere som begge er vurderet til at være juvenile fugle, klækket i år. Til venstre; hun (formodet). Kendetegnes ved brun hale og snusket hvide kanter på de yderste fjer. Det kan være svært at identificere hunner, da hanner i perioder kan ligne meget. Til højre; juvenil han. Kendetegnes ved tydeligt sorte halefjer og stor kontrast til de meget hvide kanter på de yderste fjer, som også har meget tydelige grænser.
Trods at det har føltes som en mere stille morgen, endte vi alligevel på 32 mærkninger og 2 aflæsninger i løbet af standardtiden. Dette gav også tid til at lede efter den aftenfalk der blev meldt ind til stationen fra Louis, som observerede træk ude på Odden. Med lidt hjælp fra Ole lykkedes det at finde falken, og dermed give Alba en ny fugl til sin artsliste.
Nettene blev holdt åbne i 3 timer efter standardtid, hvormed antallet af blandt andet løvsangere og jernspurv.