Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2025 (193)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Vendehals i nettet og biædere i området

mandag 18. august 2025
af Philip Elbek & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Morgenen var kold og gav forhåbninger til, at vi ville få en god dag. De første runder gav dog kun enkelte fugle, og vores forventninger blev straks lave igen. 

Efter et par timer steg tempoet og vi fik fanget 17 Munke (Sylvia atricapilla), lidt Kærsangere (Acrocephalus palustris) og Rørsangere (Acrocephalus scirpaceus). Klokken 7.35, da Alba og jeg var ude på runden, syntes jeg at høre at par høje lyde inde fra haven. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var jubelråb fra Alba, da hun lige havde pillet sæsonens første Vendehals (Jynx torquilla) ud af nettet! 

Mads Elley, Tina Elley og min far, Theo Elbek, nåede at komme frem til stationen og se den fine fugl blive ringmærket og fremvist. 

20250818_081000.jpg
Vendehals 1k. Det er første gang jeg ringmærker denne fugl og en stort ønske for mig på denne tur! Foto: Philip Elbek

20250818_081049.jpg
Vendehalsen laver slangelignende bevægelser med sin lange hals. Foto: Philip Elbek

Til eftermiddag forsøgte jeg mig med lidt svalefangst ved søen. Der var maaange Digesvaler (Riparia riparia) i dag, og på et tidspunkt sad der omkring 80 på det ene net. Det lykkedes mig at fange 63 1k Digesvaler på 2.5 time, samt en fin 1k Landsvale (Hirundo rustica). 

20250818_164446.jpg
En fin ung landsvale, som har en noget kortere hale end de voksne. Foto: Philip Elbek

Dagens mærkninger

18aug2025.JPG

Trækket på Odden: Igen en morgen med flot vejr, næsten ingen vind og næsten ingen interesse for at trække hos fuglene. Det er et vidunderligt privilegium at arbejde for fuglestationen med sådan et skønt vejr, selv om det ikke giver mange fugle. Arbejdet er det samme; vi skal kigge ligeså meget omkring, hvad enten der kommer fugle eller ej, og det er bare at tænke fremad til kulden, mørket og våde dage i november, hvis det kniber med at nyde forholdene lige nu.

Der kom lige over 950 fugle på træk, og halvdelen af dem var Sortænder (Melanitta nigra). Mest bemærkelsesværdig var en adult/voksen han Blå Kærhøg (Circus cyaneus). Der bliver set nogle i Danmark i juli og august, men ikke mange. Senere på dagen så Mads og Tina fra fuglestationen en håndfuld Biædere (Merops apiaster) over deres have i Gedser. Vi var ude at kigge efter dem ved fuglestationen, men så langt nåede de ikke, før de vendte om og blev set over Gedser igen. Biædere kan være træge til at trække ud over hav og skal nogle gange have flere tilløb i flere dage, så vi kigger efter dem igen i morgen.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Anne Marie Reith, Alba Maria Holmberg, Signe Agermose, Leander Agermose Elbek, Philip Elbek og Ole Friis Larsen.