Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2025 (264)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Masser af vind men kun få fugle

fredag 22. august 2025
Skiftedag på GFU da både ringmærkningen og træktællingen fik ny besætning.
af Alba Maria Holmberg og Mads Elley

Ringmærkning: I går aftes lykkedes det igen; den sidste aften, som Signe Agermose, Philip Elbek og deres søn Leander havde på Gedser Fuglestation i denne omgang, inden de tog hjem i dag, fik vi fanget vores tredje natravn (Caprimulgus europaeus) på lidt under to uger, som også er den tredje for sæsonen. Hermed kunne Philip også nå at ringmærke en, således at vi alle tre ringmærkere (Signe, Alba og Philip) har kunnet få en hver. Denne viste sig at være endnu en ung 1k natravn, ligesom den første vi fangede.

Standardmærkningen i morges bød til gengæld på en del blæst, hvilket gjorde, at vi kun endte med at fange 24 fugle, hvoraf 17 var nye fugle og 7 var genfangster. At vi stadig befinder os midt i munketrækket kan stadig ses, da munken (Sylvia atricapilla) stadig er den mest talrige fugl. Den mest eksotiske fangst på dagen har været en ung jernspurv (Prunella moduaris), som udgør den tredje fangst på sæsonen. Vi fik dog fornøjelsen at vise både en ung gulbug (Hippolais icterina) og en ung løvsanger (Phylloscopus trochilus) frem for en gruppe gæster, som kom forbi huset klokken 10:45.

Som tidligere nævt var dette også den sidste dag i denne omgang for Signe, Philip og Leander, som tog hjem i aftes. De er blevet aflyst af Henrik Jørgensen, som vil være hovedansvarlig for ringmærkning på Gedser Fuglestation det næste stykke tid.

Dagens totale fangster kan ses i tabellen nedenunder:

22aug25

Trækket ved Gedser Odde:
Ligesom i går kunne observatøren (den anden) fastslå, at det hele glider lidt lettere, når man har behageligt selskab. Vejrudsigten lød på op mod 10 m/s fra NV, hvilket ikke er specielt gunstigt for trækket over havet. Den ret kraftige vind presser simpelthen fuglene længere ud, så vi ikke ser så mange af dem fra land. Obsen var kun lige begyndt, og de første Splitterner (Thalasseus sandvicensis) var noteret, da Orla Jakobsen dukkede op. Nu var vi to til at holde styr på dagens observationer, hvilket skulle vise sig at blive ganske overkommeligt. På denne årstid er det gerne ternerne, der tegner billedet, og i dag var ingen undtagelse, da vi igen i dag havde et pænt flow af Splitterner flyvende mod nordøst, formodentlig til et fourageringsområde længere oppe ad kysten. Som de foregående dage vendte det billede i løbet af formiddagen, da et tilsvarende antal fløj mos sydvest i løbet af formiddagen. Det er som om denne del af Splitternernes optræden er delt i to, idet der kommer en del langs kysten for så at flyve ”rundt om hjørnet” og fortsætte kystnært mod NNV, mens en anden del af ternerne kommer længere ude fra Østersøen og følger et ret fast spor direkte igennem mod vest. Den førstnævnte del kan sagtens være gengangere fra om morgenen, når fourageringen er slut (eller nye jagtmarker skal opsøges), mens den anden del ligner decideret træk. Måske vi finder ud af det en dag …
Havternerne (Sterna paradisaea) er ved at aftage i antal mens Fjordternerne (Sterna hirundo) tager over, og i dag blev de suppleret med en enkelt Sortterne (Chlidonias niger), mens de stadig ganske få trækkende måger også bød på en enkelt 1k Dværgmåge (Hydrocoloeus minutus) samt dagens overraskelse i form af 2 1k Ride (Rissa tridactyla) som fulgtes ad mod nord.
Strandskaderne (Haematopus ostralegus) viser et mønster svarende til det jeg beskrev for Splitternerne, idet ca. lige så mange flyver mod nordøst som mod sydvest. Også her er der formodentlig en del gengangere. Dagen bød på syv vadefuglearter, men det totale antal blev kun 21 individer plus 14 Strandskader mod NØ (og 11 mod SV), som nævnt givetvis med en del gengangere.
Vind fra nordvest kan være godt for rovfugle i Gedser, men i dag udeblev de helt, idet vi så en enkelt Spurvehøg (Accipiter nisus) på jagt på oddespidsen, inden den vendte om og en enkelt Tårnfalk, som ikke engang nåede så langt ud.
Der er mange svaler i disse dage, men de fleste vender om, når de når spidsen, mens kun enkelte ses trække ud. Det samme gælder de øvrige småfugle.
Da de fem timer var gået, havde vi noteret lidt over 500 individer af 32 arter, hvilket er i den lavere ende for slutningen af august. Man siger ofte ”Ingen vind, ingen fugle”, men i dag var der masser af vind mens fuglene var ganske få. 

20250822_103542.jpg
Dagens udsigt fra "kontoret". På stranden og de store betonklodser raster ofte Skarver, Ederfugle og Stor Skalleslugere. Her til morgen desuden en Strandhjejle sammen med en Lille Kobbersneppe.

Folk på stationen: Alba Maria Holmberg, Signe Agermose, Leander Agermose Elbek, Philip Elbek, Henrik Jørgesen, Mads Elley og Ole Friis Larsen