Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Ok dag trods vind
Ringmærkningen: Der var lovet vind og det var der også, men heldigvis kunne vi sætte alle net op.
Vinden tog mere til op ad morgenen, men pludselig ved 8 tiden faldt den til 2 m/s. Det varede dog kun kort da den den så tog mere og mere til og ved lukketid var den næsten oppe på 11 og vindstød på 16. Vi nåede lige at lukke før regnen væltede ned.
Selv om der var en del vind blev det en ok dag med 23 ringmærkede og 3 kontroller.
Dagens mest talrigeste fugl blev gærdesanger med 5 stk.
Vinden er ved at lægge sig nu, så lidt senere forsøger vi med natravn. Der vil selvfølgelig komme en update hvis vi har heldet med os.
I morgen tidlig loves der en del vind igen, men ikke så meget at nogle ikke kan sættes op.
Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:
Skovpiber/Tree pipit 2(0)
Rødhals/Robin 1(0)
Rødstjert/Redstart 3(0)
Kærsanger/Marsh warbler 1(0)
Gulbug/Icterine warbler 1(1)
Gærdesanger/Lesser whitethroat 5(1)
Tornsanger/Whitethroat 3(0)
Munk/Blackcap 2(0)
Gransanger/Chiffchaff 1(0)
Løvsanger/Willow warbler 3(1)
Broget fluesnapper/Pied flycatcher 1(0)
Total 23(3)
Trækket på Gedser Odde:
Igen i dag var trækket præget af den kraftige vind fra nordvest. Det presser trækket over havet langt fra land, så de få andefugle og lommer vi kunne se, afspejler sandsynligvis kun en del af det reelle træk. Dagens obs var i høj grad domineret af ternerne, selv om kun tre arter blev registreret. Havterne (Sterna paradisaea) og Fjordterne (Sterna hirundo) fulgte også i dag den sædvanlige trækretning mod sydvest, mens Splitternernes (Talasseus sandwicensis) forekomst er mere nuanceret. De overnatter i et vist antal på Rødsand, hvorfra de flyver til fouragering om morgenen, for så at vende tilbage i løbet af dagen. Samtidig foregår der et egentligt træk ad samme rute som de andre terner. Da det samlede antal ikke ændres meget dag for dag, må der være en vis udskiftning af individer også i den overnattende flok.
I dag var det Dværgmågerne, som overraskede positivt, da der allerede tidligt var et godt træk, som dog gik langt ude. Måske vindretningen har påvirket deres trækretning, i hvert fald fløj de mod nord i modsætning til det sædvanlige mønster. Vi havde desuden fornøjelsen af mindst 4 Kaspiske Måger (Larus cacchinans), hvoraf en trak mod sydvest mens de andre fouragerede nær odden.
Vi er stadig tidligt på sæsonen, og småfuglene domineres af svaler og vipstjerter tilsat et mindre antal Skovpibere (Anthus trivialis). Langt de fleste raster i området eller kommer flyvende til for så at vende om, mens kun få ses trække ud.
De fleste vipstjerter, som denne Hvid Vipstjert (Motacilla alba) fouragerer mens de venter på bedre vejr, inden de begiver sig ud over vandet.
På stationen i dag: Alba Maria Holmberg, Henrik Jørgensen og Mads Elley