Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2025 (219)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Få fugle i luften efter stor regnfront

fredag 29. august 2025
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Flere net var stadig våde da der havde været regn i nat.

Vi forventede ikke meget da der i går havde været 2 store fronter med regn på vej mod nord, og første runde var der også kun meget få, så vi valgte at skiftes til at gå runde.

Da det var stille valgte jeg istedet at bruge den første time på at lave datatjek.

Efter datatjek var jeg igen med til slut, og jeg fik på næstsidste runde hele 7 da en familie med blåmejser røg i.

I morgen går vinden i syd så der burde vi få lidt flere fugle.

Udklip29.JPG

Trækket på Odden: Torsdag aften og nat drev et stort regnområde mod nord øst for Gedser Odde, op over Østersøen, Bornholm og Sydsverige. Med sådan en barriere for trækket gik vi ud fra fuglestationen fredag morgen for at ringmærke og tælle træk uden store forventninger, og sådan blev det. Dagens fem timer endte på 1.600 fugle fordelt på 26 arter, hvoraf 1.200 var Landsvaler (Hirundo rustica), som til gengæld næsten uden tøven trak ud over havet mod syd. Selv på en dag med få fugle skal vi alligevel prioritere at kigge efter ænder, gæs og andre fugle i havtrækket, så i virkeligheden var der mange flere svaler. De talte fugle var sådan set biprodukter, der dukkede op i kikkerten under søgningen efter andre arter.

GFU Storspove 2959

Et par Storspover (Numenius arquatus) trak ind over land mod vest i det røde lys kort efter en diset solopgang. Med lidt snyd - efterligning af deres kald - blev de lokket på en omvej tæt forbi observationsposten. Storspover kan have korte og krumme næb som Småspover (Numenius phaeopus),  men læren fra Blåvand Fuglestation er, at Storspoverne flyver som måger og Småspoverne som vadefugle. Desuden har Storspoverne næsten hvide armhuler, hvor Småspoverne er markant tværbåndede. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Ikke desto mindre blev det endnu en fin dag på Odden med dejligt vejr, lidt havearbejde med græstrimmeren for at holde vores observationsposter i orden og godt selskab af først Jakob Futtrup fra lokalområdet, som var glad for at se en Dværgfalk (Falco columbarius) prøve at fange en svale, og dernæst af Richard Larsen, som kom fra Birkerød, hvor han er med til at tælle fugle i Fugleværnsfondens reservat Vaserne. Han var glad for tre unge Sortterner (Chlidonias niger) og andre terner samt et par håndfulde Dværgmåger (Hydrocoleus minutus).

GFU Dværgfalk 2960Dværgfalke påkalder sig ofte opmærksomhed ved deres iltre adfærd, der får dem til at minde om små Vandrefalke (Falco peregrinus) - også i en kompakte profil med forholdsvis brede og spidse 'trekantede' vinger. Her lykkedes det en Landsvale at slippe for at blive Dværgfalkens morgenmad. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Værd at bemærke var også, at der omsider så ud til at komme lidt gang i trækket af rovfugle. Dværgfalken blev formentlig i området resten af dagen og blev set over engen ved fuglestationen sidst på eftermiddagen. En Spurvehøg (Accipiter nisus) sad et par timer i et træ. En Hvepsevåge (Pernis apivorus) kom ind fra havet efter standardtiden formentlig efter et trækforsøg, og tre Rørhøge (Circus aeroginosus) trak ud; det var to et år gamle 2k-hanner og en helt ung 1k (første kalenderår).

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde på DOFbasen

Folk på stationen: Chris Sharp, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen