Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
EuroBirdwash
EuroBirdwatch 25: Regnen silede ned, og DMI målte vindstyrker på mellem 18,5 og 23,2 meter i sekundet ved vejrstationen syd for Gedser lørdag morgen, så der var ikke noget at diskutere; vi kunne ikke ringmærke i det vejr, og vi besluttede, at det heller ikke gav mening at sende nogen ud på Odden for at tælle træk.
Vi aflyste ikke vores åbent hus-arrangement i forbindelse med EuroBirdwatch 2025, men forventede heller ikke, at der ville komme nogen. Det gjorde der til gengæld. Flere hold gæster bankede på, blev lukket ind og hyggede sig med kaffe, kage og lidt snak om arbejdet på fuglestationen.
Nogle kom endda for at købe fuglekasser og på anden måde støtte os. Tusind tak for det.
Eftermiddagen gik med rengøring, tøjvask, reparation af et utæt afløb og andre gøremål, som det kniber med tid til på alle andre dage, herunder afslapning. Når vi ellers arbejder med fugle syv dage om ugen, er de få dage med alt for hårdt vejr guld værd.
Om morgenen fik vi også sagt farvel til Hannelie og kørt hende til havnestationen. På mandag skal hun i gang med to års studier til en kandidatgrad i ornitologi på universitetet i Oldenburg, som er det ene af de to tyske universiteter, der uddanner fagornitologer.
Folk på stationen: Lise Mastrup, Grace Marsh, Susanne Primdahl, Théophile Fontaine, Ole Friis Larsen