Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Hej halemejser!
Ringmærkning: Ovenpå gårsdagens fuglemængder, var vi på forhånd blevet enige om at åbne lidt færre net, med den forventning at forholdene i dag ville være lignende dem i går. I så fald ville vi have bedre tid til fuglene og de første par runder var der da også rigeligt at have at gøre med. Blandt andet fik vi besøg af en flok halemejser (Aegithalos caudatus). Théo bemærkede at deres hoveder var meget hvide, da der findes to underarter af halemejser, hvoraf dem længere sydpå (i blandt andet Frankrig) har sorte bånd på hovedet. Dem vi møder her i Danmark er dog typisk en blanding mellem de to underarter. Altid interessant at lære om de små forskelle blandt arterne vi ser i hånden.
En af dagens i alt 7 halemejser. Det hvide hoved afslører, at denne tilhører den nordlige underart. Foto: Théophile Fontaine.
Vi var også glade for at have en rørsanger (Acrocephalus scirpaceus) forbi nettene. Da denne kan forveksles med en kærsanger, var det her nødvendigt at måle den indsnævring af vingen, der findes på P2 (2. vingefjer). Det er en lille, men vigtig detalje, som sammen med vingelængden kan bekræfte, om man har med en rørsanger at gøre. Det kunne vi heldigvis med sikkerhed sige, at vi havde.
Herefter faldt det meget til ro og vi havde flere runder med en håndfuld fugle og indimellem runder med lidt flere. Vi snakkede om, hvor svært det er at forsøge at forudsige dagene, da vi jo netop havde åbnet færre net med tanke på, at der nok ville være masser at se til alligevel. I forlængelse af den snak åbnede vi spurvehøgnettene, fordi vi netop havde set nogle flyve omkring i haven. Det gav lidt ekstra småfugle, men desværre ingen spurvehøge.
Sidst på dagen havde vi en sen efterårsgæst i form af en fin ung rødstjert (Phoenicurus phoenicurus) hun. De fleste af hendes artsfæller er allerede trukket videre fra Danmark på deres vej mod Afrika, så vi håber, at hun også snart er godt på vej derned.
1k rødstjert hun. Foto: Théophile Fontaine.
Efter standardtiden sluttede, holdte vi nogle af nettene åbne, for ved hjælp af lydoptagelser at forsøge at fange nogle siskener. Det blev til en enkelt ung grønsisken (Carduelis spinus) han og nogle flere af vores gode venner rødhalsene (Erithacus rubecula).
Apropos rødhalsene havde vi en bekendt blandt dem i dag - nemlig en genfangst af den leucistiske (bleg) rødhals, som oprindeligt blev ringmærket tidligere på sæsonen og åbenbart er blevet hængende i haven omkring stationen siden da.
Trækket på Odden: En overskyet morgen med tilløb til regn det meste af tiden, men det blev aldrig rigtig til noget, og igen var det Ederfuglene (Somateria mollissima), der dominerede trækket med næsten 2.300 af standardtidens 2.800 fugle fordelt på 25 arter. Andelen af brune hunner og ungfugle har været stigende de seneste dage, og nåede denne onsdag 23,5 procent.
Selv om trækket i de seneste dage har været domineret af Ederfugle, mangler der mange endnu. Vi har i efterårstrækket indtil nu registreret 40.360 Ederfugle mod 176.553 sidste år og et årligt gennemsnit for efterårsmånederne på 142.000 over flere år.
Der bliver taget mange knivskarpe og flotte billeder af fugle, men billederne kan også være gode, selv om de er teknisk dårlige, hvis vi kan bruge dem til dokumentation for arter, eller vi kan bestemme arter, som vi ikke kunne klare ude på observationsposten. Mosehornuglen øverst er taget på stor afstand og under meget ringe lysforhold i støvregn omkring solopgang, men man kan godt se en markant mørk tegning på vingespidsen, som er typisk for arten.
Ederfuglene blev farveløse på grund af det overskyede vejr og afstanden, men billedet af en tilfældig flok viser 5 brune fugle sammen med 25 adulte/voksne hanner - tæt på dagens samlede andel af hunner og unge fugle.
Tirsdag var der en Munk (Sylvia atricapilla) i busken yderst mod syd, og det var nok den samme fugl onsdag på samme sted. Den rødbrune kallot tyder på en hun, enten en ung eller en voksen/adult fugl. Munkene skal kun til Sydeuropa for at overvintre, men de fleste er væk. Nogle flyver til England, og enkelte bliver i Danmark. Fotos: Ole Friis Larsen/GFU
I det tidlige, men stadig temmelig dunkle morgenlys omkring solopgang fik vi øje på en Mosehornugle (Asio flammeus), som de lokale krager ikke ville have i området. Det endte med, at den forsvandt mod nord. Derudover havde vi fin underholdning af en Rødhals (Erithacus rubicula), som ledte efter mad så tæt på os, at den nogle gange brugte vores cykeltrailer og en kamerarygsæk som udsigtsposter.
Sidst på eftermiddagen var Théophile en tur ude på spidsen for at se på træk. Også han oplevede en dominans af Ederfugle med 341 af 861 fugle og med Pibeænderne (Mareca penelope) på andenpladsen, akkurat som i vores morgentælling.
Se dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Lise Mastrup, Grace Marsh, Susanne Primdahl, Théophile Fontaine, Ole Friis Larsen og Liva Gerd Bonnesen