Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Duer og ugler
Ringmærkningen: Det blev endnu en stille dag ved nettene i stationshaven, og alligevel fik vi lige så langsomt sneget os op på næsten det dobbelte antal ringmærkninger i forhold til i går.
Det passede Karen Marie godt, at vi ikke havde travlt, for så havde vi tid til at hjælpe hende med at træne brug af bogen "Identification Guide to Birds in the Hand" til aldersbestemmelse af de fugle, vi ringmærkede.
Midt på formiddagen kom Hans og Benny forbi. Benny skulle hente nye forsyninger af ringe, og derefter fik Hans besøg af nogle gæster, som skulle se stationen. Heldigvis havde vi også lidt forskellige fugle, han kunne vise frem. To af gæsterne var børn, som var vældig interesserede i, hvordan fuglene blev ringmærket og vejet.
Jeg (Susanne) pakker mine ting sammen i morgen og kører hjem til Stoholm. Det har som sædvanligt været hyggeligt at tilbringe tid på stationen sammen med både gamle kendinge og nye bekendtskaber, omend det var lige rigeligt stressende de første dage med flere hundrede ringmærkninger om dagen. Heldigvis har jeg været i godt selskab, og vi og fuglene kom sikkert igennem ringmærkningsarbejdet.
Den ene af dagens to finker var denne unge (1k) Kvækerfinke han. Foto: Théophile Fontaine.
Den anden finke var en ung (1k) Dompap hun. Foto: Théophile Fontaine.
Dagens ringmærkede (RI) og aflæste (RC) fugle:
Trækket på Odden: Klokken lidt i 7 i morges stod Søren Mygind og jeg (Lise) klar ude ved Odden. Kort efter fik vi selskab af både Søren Leth-Nissen, Morten og Benjamin Lisse, som alle var meget hjælpsomme til at tælle. Dagen startede herefter stille ud. Det var diset over både hav og land, så det begrænsede selvsagt hvor mange fugle vi havde mulighed for at se. Alligevel var der en del træk forbi Odden og sigtbarheden blev heldigvis bedre i løbet af formiddagen. Det endte med, at vi talte lige knap 2000 ederfugle (Somateria mollissima) inden for standardtiden, som dermed igen blev morgenobservationens mest talrige havfugl.
Det skulle desuden vise sig, at dagen ville bringe flere glædelige overraskelser. Den første kom klokken lidt i 10, da en mosehornugle (Asio flammeus) fløj fra land ud over havet. Resten af formiddagen dukkede den op med jævne mellemrum, først flyvende mod syd og senere tilbage nordpå. Den gav anledning til lidt snak om hvorvidt vi havde med en mose- eller skovhornugle (Asio otus) at gøre. Søren Leth-Nissen fik heldigvis taget nogle rigtig fine billeder af den, hvor man på den sorte underside af vingespidsen og den hvide bagkant af vingen kan se, at det er en mosehornugle. Den var klart en af morgenens højdepunkter og er simpelthen så flot at følge når den flyver afslappet ud over havet og landskabet i godt lys.
Dagens mosehornugle. De sorte vingespidser på undersiden af vingen og hvide bagkant adskiller den her fra skovhornuglen. Foto: Søren Leth-Nissen.
Knortegæs så vi også og i en flok mørkbugede knortegæs (Branta bernicla bernicla) så vi i dag en enkelt lysbuget (Branta bernicla hrota). Denne gjorde sig bemærket, da den mørkbugede underart er den hyppigste her ved Gedser Odde. Den lysbugede var derfor en uventet gæst, som vi var begejstrede for at se.
Det var desuden bemærkelsesværdigt, at der var flere toppede skalleslugere (Mergus serrator) end de foregående dage, nemlig hele 304 inden for standardtiden. Nogle alke (Alca torda) kiggede også forbi, blandt andet en flok på fire. Da jeg fangede dem i skopet, blev jeg i første omgang i tvivl om hvorvidt det var alke, da jeg ikke før har set dem flyve i flok, men den var god nok.
Den sidste times tid livede det pludselig rigtig meget op, ikke mindst grundet ringduer (Columba palumbus). Flokke på mange hundrede trak over land mod sydvest og der var pludselig rigeligt at se til med også flere gæs, havfugle og endda en flok traner (Grus grus) dertil. Dagens tælling endte således med også at inkludere lige knap 16.000 ringduer.
Se dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Nyt fra stationen: Efter frokost sagde vi på gensyn til Karen Marie og Søren, som vi har været glade for at have på besøg henover weekenden. Det lød heldigvis på dem som om at det ikke er sidste gang de kommer forbi stationen. Lige inden de tog afsted ankom Óscar, som skal være med til ringmærkningen den næste uges tid. Vi håber derfor på godt vejr og en masse fine fugle i nettene.
Folk på stationen: Lise Mastrup, Susanne Primdahl, Karen Marie Leth-Nissen, Søren Leth-Nissen, Søren Mygind, Théophile Fontaine, Ole Friis Larsen og Óscar Pachá Guerras