Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Rovfugle i solskin og fin ringmærkning efter månelys nat
Ringmærkningen:
Ligesom i går hørte vi mange Fuglekonge (Goldcrest) da vi satte nettene op i det spæde morgenlys. Derfor valgte vi endnu en gang at tage kasser med på de første runder- hvilket igen var et rigtig godt valg. For hvis vi troede at der var mange fuglekonger i går, så blev antallet overgået mange gange i dag. 107 nye fuglekonger blev der ringmærket i dag! Og derudover genfangede vi også et par stykker med ring på i forvejen. Heriblandt en fuglekonge fra Stokholm og et individ med ring fra et andet sted i Danmark. Vi har indsendt oplysningerne til ringmærkningsadministrationen, og venter nu i spænding på at høre mere om vores genfangede fugle!
One of the 107 Fuglekonge (Goldcrest) Foto Théophile Fontaine
Senere op af formiddagen dalede antallet af fugle, og vi måtte i højere grad pille blade ud af nettet, frem for fugle. Heldigvis kunne vi igen i dag varme os i november-solen, der for tredje dag i træk skinnede fra en skyfri himmel. En smuk dag!
Det blev i dag til i alt 140 nyligt ringmærket fugle og 10 genfangster, fordelt på 13 arter.
Vi havde bl.a. også 2 Træløber (Eurasien Treecreeper), 5 Gransanger (Chiff Chaff), en Vindrossel (Redwing) og en Gråsisken (Redpoll).
Vi glæder os til i morgen, hvor vi håber på endnu en god dag her sidst på sæsonen.

Trækket på Odden: Solopgangen var smuk på en næsten skyfri himmel, og det føltes hurtigt lunt at stå i læ af buskene yderst på spidsen, selv om temperaturen var nede i et encifret niveau på 8-9 grader. Det gode vejr trak flere folk med kikkerter til, og vi var 5-7 fuglefolk i godt selskab med hinanden. Det kneb med store antal, men vi så mange arter på træk plus lidt flere, som enten opgav at trække eller bare rastede i området og ledte efter mad.
Værd at bemærke var et mindre, men smukt træk af rovfugle. Vi så 12 Fjeldvåger (Buteo lagopus), hvoraf vi fik 8 bestemt til adulte/voksne hanner, en adult/voksen Rød Glente (Milvus milvus), 2-3 Musvåger (Buteo buteo), en yngre Havørn (Haliaetus albicilla), som snarere er omstrejfende end egentlig trækkende, en Dværgfalk (Falco columbarius) og 35 Spurvehøge (Accipiter nisus), som både var smukke og et godt bidrag til efterårets tælling. Det hjalp os op på 1.712 indtil nu, hvilket stadig er et stykke under sidste års 2.051 og det årlige gennemsnit på 3.143. Spurvehøgene lever næsten udelukkende af fugle og kan dermed være med til at belyse, hvordan det går for småfuglene.
Den ene af de to Blå Kærhøge i dagens udtræk havde en markant lys halsring – næsten som en Steppehøg. Det ses især hos unge hunner, men kønnet afsløres også af de mørke øjne, hvor en ung han ville have lysere øjne, og en voksen/adult hun gule øjne. Den rødbrune underside er med til at understrege, at det er en ung Blå Kærhøg fra i år, 1k, første kalenderår. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Voksen/adult han Fjeldvåge. Dem var der flest af fredag morgen og formiddag. De mørke øjne viser alderen, når Fjeldvågerne kommer tæt nok på. På længere afstand kan hannerne ofte skelnes fra hunner og unge fugle på, at de har en mørk ’hagesmæk’, som skiller sig ud fra resten af undersiden, mens hunner og unge har lysere strube, men en mørk plet hen over bugen. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Ung Spurvehøg på udtræk fredag morgen. De gule øjne kan på lang afstand afsløre alderen. Senere bliver øjnene mere ravfarvede og kan ende med at være røde. Den brune overside er også typisk for helt unge Spurvehøge. Bemærk også de lyse spidser på vingeoversidens dækfjer. Mange arter af unge rovfugle har netop den slags lyse spidser, som kan danne en perlerække eller et hvidt bånd hen over vingernes oversider. Foto: Ole Friis Larsen
Desuden så vi en Landsvale (Hirundo rustica), som meget vel kan være den sidste i år på Odden, en Snespurv (Plectrophenax nivalis), 1-2 Gulirisker (Serinus serinus), mindst to Suler (Morus bassanus) og den unge Havterne (Sterna arctica), som har holdt til i området et stykke tid.
Over havet var især trækket af Ederfugle (Somateria mollissima) beskedent; til gengæld kunne vi glæde os over 21 Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) og 2 Sortstrubede Lommer (Gavia arctica), hvoraf nogle kom direkte over os.
Se dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Anna Beluga Gade-Jørgensen, Théophile Fontaine, Mads Elley, Ole Friis Larsen

