Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Udbytterig weekend på Gedser Odde og på Blåvand Fuglestation
Trækket på Godser Odde:
Efter en weekend med pæne træktal, var det lidt af en omvæltning at vågne op til sne, og forventningerne til dagens observation var heller ikke store. Fra obsens begyndelse var der sne i luften og dårlig sigt på ned til nogle få hundrede meter, og først omkring klokken 10 kom der en vis opklaring. Derfor kunne jeg med stor sandsynlighed ikke se en væsentlig del af trækket, hvilket blev tydeligt da jeg endelig kunne se et par kilometer ud, og kunne konstatere et jævnt træk af Ederfugl (Somateria molissima) og Rødstrubet Lom (Gavia stellata). Af andre årsager måtte jeg nøjes med tre timers obs i dag, hvorfor dagens totaler er lavere end de nok burde være.
Trækket var stort set udelukkende over vandet, og overraskende mange Gråænder (Anas platyrhynchos), som kom i flokke på op til 32 individer. Vi ser kun få Gråænder tidligere i sæsonen, men her i november foregår der et reelt træk også af denne art.
Jeg registrerede ingen rovfugle og heller ingen småfugle, som havde mod på at krydse Østersøen i dag, men karakteristisk nok kom et par mindre flokke af Viber (Vanellus vanellus) på dagen med den første sne på Sydfalster. Jeg så i alt 22 individer, men der var mange flere i baglandet. Måske en del af dem er trukket ud i løbet af dagen, ellers kommer der nok flere i morgen.
Forholdene taget i betragtning var det overraskende at dagen alligevel bød på lidt over 1000 individer på blot tre timer.
I morgen er der igen fuld obs-tid på hele Nordens sydligste punkt.
Nyt på stationen:
Vores franske ringmærker, Théophile Fontaine har været her siden slutningen af september, og nu er det tid til at vende hjemad for ham. De seneste dage efter ringmærkningen sluttede, har Théophile været aktiv som observatør. Vi har været meget glade for hans besøg og ønsker ham alt godt fremover.

jSådan så det meste af formiddagen ud, sne og ringe sigtbarhed. Her flyver en Skarv forbi Gedser Odde.
-----------------
Med Théophile på vej til København mandag aften og videre med natbus til Paris er der ikke andet tilbage end at ønske ham god rejse videre i livet. Det har været en skøn tid på fuglestationen med ham som kollega.
Til gengæld er her en beretning om, hvad andre folk brugte weekenden til i fuglestationens tjeneste.
Nyt fra stationen: Flere folk fra Gedser Fuglestation deltog i weekenden i to møder på Blåvand Fuglestation, hvor der også kom kolleger fra Skagen Fuglestation og udvalg i DOF/BirdLife Danmark. Det første møde blev holdt lørdag og søndag morgen i DOF’s Fuglestationsudvalg. Udvalget er det forum, hvor repræsentanter for de tre såkaldte A-stationer diskuterer fælles udfordringer, holdninger og initiativer indbyrdes og med repræsentanter for DOF’s videnskabelige udvalg, feltudvalget og DOF Ung.
De tre fuglestationer på Danmarks sydligste (Gedser Odde), vestligste (Blåvands Huk) og nordligste (Grenen, Skagen) punkter arbejder stadig tættere sammen om mange forhold og har blandt andet nu en fælles ansøgningsadresse og procedure for især unge ansøgere til et ophold på en fuglestation, og mange af opholdene foregår som forløb, hvor de unge kommer på flere af stationerne for at lære ringmærkning, træktælling og formidling.
Anne Marie Reith fra Gedser Fuglestation (længst til højre) sammen med kolleger fra andre fuglestationer og udvalg til møde i fuglestationsudvalget i dagligstuen på Blåvand Fuglestation. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Den slags møder er selvfølgelig også hyggelige sociale begivenheder, hvor fuglestationernes frivillige ser hinanden og udveksler erfaringer.
En tur i området for at se på fugle er en vigtig del af møderne på fuglestationerne. Ved Blåvands Huk var der Sandløbere (Calidris alba) i lange baner langs stranden, og nogle af dem kom ganske tæt på, hvis bare man stod eller sad stille. Desuden så vi resterne af en hval, som blev bedømt til formentlig at have været en Pukkelhval (Megaptera novaeangliae). Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Efter selve fuglestationsudvalgsmødet var der resten af søndag formiddag og om eftermiddagen et projektseminar om at ”Videreudvikle omkostningseffektive metoder til standardiseret bestandsovervågning af trækfugle ved brug af Citizen Science”, altså om kvaliteten af de data, som fuglestationerne indsamler ved ringmærkningen og træktællingen. Her var det Timme Nygaard fra Fuglenes Hus i DOF og Amanda Johannisson fra Ringmærkningsadministrationen ved Statens Naturhistoriske Museum i København, der præsenterede analyser af vores data, som heldigvis har vist sig at have en meget høj kvalitet.
Med til seminaret var også Anders Tøttrup fra Statens Naturhistoriske Museum, hvor han er specialiseret i studier af trækfugle og er Danmarks første professor i citizen science, som netop er, hvad vi laver og træner folk i på fuglestationerne.
Seminaret om kvaliteten af vores data på fuglestationerne blev holdt i naturskolens mødelokale i samme bygning som Blåvand Fuglestation. Yderst til højre ses Hans Lind fra Gedser Fuglestation. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Det er selvsagt vigtigt for os, der indsamler og leverer data, at materialet er godt og anvendeligt for de mennesker, der skal bruge vores data til blandt andet at skrive videnskabelige artikler. På seminaret diskuterede vi også forbedringer af de databaser, som vi bruger, blandt andet muligheden for at angive antallet af træktællere i DOFbasen, fordi det har betydning for hver enkelt træktællings resultater, om der har været en, to, tre eller aktive flere observatører i felten.
En anden forbedring af kvaliteten kan blive, at hver fuglestation får et antal arter, som de skal have et særligt fokus på at registrere – det kunne for eksempel være Toppet Skallesluger (Mergus merganser) ved Gedser Odde. Her er vi mest optaget af at registrere almindelige fugle, som kommer i så store antal, at vi synes, de er velegnede til at lave statistikker over, men analysearbejdet i det fælles projekt for DOF og Ringmærkningsadministrationen har vist, at også vores registreringer af mindre almindelige og sjældne fugle ved de tre fuglestationer har så høj kvalitet, at også den slags arter kan gøres til fokusarter.
Folk på job for stationen i weekenden: Théophile Fontaine, Mads Elley, Hans Lind, Louis A. Hansen, Anne Marie Reith, Ole Friis Larsen

