Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Fint krydret morgentrafik
Trækket på Odden: Søndag bød på vekslende vejr på sydspidsen af hele Norden. Vi var to fra fuglestationen og oplevede halvanden time med regn, næsten solskin og ind imellem sigtbarhed ned til nogle få hundrede meter. Vinden kom fra syd. Ikke desto mindre oplevede vi et fint eksempel på det sene efterårstræk ved Gedser Odde.
Det var sandsynligvis første gang i dette efterår, der kom markant flere Sortænder (Melanitta nigra) end Ederfugle (Somateria molissima), nemlig 997 over 319 og med et pænt træk af Fløjlsænder (Melanitta fusca) med 117.
Mest markant var dog trækket af Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) med 443 som det næsthøjeste tal i denne periode efter de 484, som blev registreret 25. november. Trækket af lommer ud af Østersøen foregår i det hele taget sent. I de år, vi har talt systematisk for fuglestationen er rekorden på 1.030 Rødstrubede Lommer på en enkelt dag, nemlig 3. december 2019. Indtil nu har vi talt 2.671 ved Gedser Odde i dette efterår. Gennemsnittet for alle årene med standardtid er på 6.042.

Trækket af Rødstrubede Lommer ved Gedser Odde når normalt sit maksimum netop nu, og dette års træk (røde søjler) minder meget om sidste års træk (grønne søjler). Linjen viser gennemsnittet over flere år. Grafikken viser antallet af fugle per time, altså intensiteten i trækket. Kilde: Trektellen.
Også trækket af Toppede Skalleslugere (Mergus merganser) er bemærkelsesværdigt med et senere træk ud af Østersøen end andre steder i Danmark. Vores rekord på en dag er fra 9. november 2021 med 1.135. Denne søndag blev det til 164, som bragte efterårets total op på 6.053, som dog stadig er et stykke fra det årlige gennemsnit på 7.798.

Trækket af Toppede Skalleslugere begynder i september og topper i november, men fortsætter med stor styrke ind i december. Dette efterårs træk (røde søjler) ser ud til at foregå en smule forskudt i forhold til sidste års træk (grønne søjler). Den sorte streg viser gennemsnittet per time over flere år. Kilde: Trektellen
Flere andre fine observationer var med til at krydre vores fem timer på posten ude i kulden. En Tårnfalk (Falco tinnunculus), som strøg ud over havet var den næstseneste, vi har set på udtræk ved Odden – den hidtil seneste trak ud 2. december sidste år. Det så ud til at være en adult/voksen fugl med mørk rødlig overside. Dertil kom en ung Ride (Rissa tridactyla) med en karakteristisk mørk tegning på oversiden af vingerne, en Tejst (Cepphus grylle), som landede på vandet tæt på klinten og fouragerede nogle minutter, før den fortsatte mod sydvest, og mens vi er ved alkefuglene, var det sjovt at opleve hele 17 Alke (Alca torda) i en kompakt og hurtig flok.
Inde på fuglestationens område havde Hans Lind en travl formiddag med at pille nettene fra ringmærkningen ned, så haven kan blive klar til en tiltrængt topkapning i løbet af december.
I alt blev det til 2.339 fugle på træk fordelt på 31 arter.
Se dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Hans Lind, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

