Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
En stille dag på Danmarks sydligste kontor
Trækket på Gedser Odde:
Vinden var gået lidt mere i SØ,hvilket betyder næsten vinkelret på kysten. Derfor havde vi en forhåbning om, at nogle flere fugle ville komme tættere på land end de foregående dage. Det ville også være nødvendigt, hvis vi skulle registrere dem i dagens dårlige sigtbarhed på ned til 2 km, men det blev aldrig til de store antal i dag. Det blev med andre ord en af de dage, hvor der også er tid til at spise madpakken ...
I december er det især lommerne, der optræder i større antal, mens Ederfugl (Somateria molissima) og Sortand (Melanitta nigra) er aftaget en del. I forhold til årstiden er knap 100 Rødstrubet Lom (Gavia stellata) ikke overvældende, men stadig (som forventet) denklart dominerende art i forhold til Sortstrubet Lom (Gavia arctica), som i dag kun mønstrede to individer.
Den dårlige sigt afholdt småfuglene fra at trække ud, og kun en enkelt lille flok på 9 Stære (Sturnus vulgaris) kom afsted i andet forsøg. Enkelte Engpibere (Anthus pratensis) og en lille flok Grønirisker (Chloris chloris) var flere gange ude og se på vandet uden på noget tidspunkt at gøre forsøg på at komme afsted. Dagens eneste reelt store antal var en flok på 1.200 Viber (Vanellus vanellus), somi stor højde trak ud mod syd, men kort efter så vi 500 af dem vende tilbage, så der er stadig viber i baglandet. Måske de følger efter en af de kommende dage.
Vi ser normalt ganske få Viber på Gedser Odde, så flokken på 1.200 var dagens store overraskelse. Her et lille udsnit af den del af flokken, som vendte om og vendte tilbage til Nordens sydspids.

