Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2025 (308)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Havlitter, Skarver og andre vanskelige arter

mandag 15. december 2025
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Trækket på Odden: Tusinder af fugle ligger nu på vandet ud for Gedser Odde, hvor de flyver op, når de bliver bange for en af lodsbådene, eller de driver et stykke med strømmen, hvorefter de flytter tilbage til udgangspunktet. Det giver en masse trafik af Ederfugle (Somateria molissima), Sortænder (Melanitta nigra), Fløjlsænder (Melanitta fusca) og andre arter, som egentlig er i mål for deres træk til overvintring og ikke behøver at rejse videre. Desuden kommer der hver morgen hundredvis af Skarver (Phalacrocorax carbo), som overnatter på Rødsand, men søger føde ved Gedser Rev. Nogle gange ser vi også tusindvis af gæs, som endda flyver et stykke ud over havet, før de vender tilbage ind over markerne, hvor de leder efter mad.

GFU_dec_15_3325.JPGDer er livlig trafik af Havlitter (Clangula hyemalis) ved Gedser Odde, men mange af dem er rastende fugle, som ikke er på vej et andet sted hen, men småflokke af hanner jagter rundt efter hunner. De indgår ikke i tællingen af fugletrækket. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Det er en del af udfodringen ved at tælle træk, at vi både skal skelne mellem fugle, som flytter sig over en kort afstand i området, og fugle, som fortsætter gennem kaos af opflyvende rastefugle i et egentligt videretræk. Blandt andet må vi se på fuglenes formationer og hastigheden, de bevæger sig med. Let er det ikke, og det er genstand for mange diskussioner. For Skarverne ser vi for eksempel på, om de runder sydspidsen med kurs mod Rødsand, eller de fortsætter mod Tyskland i sydlige og sydvestlige retninger, samtidig med, at vi holder øje med, om de lander på vandet kort efter, eller de forsvinder langt ud over havet.

 GFU_dec_15_3326.JPGSkarver på et langt stræk mod syd ved Gedser Odde. De fortsatte med kurs mod Tyskland forbi flokke af fouragerende og rastende Skarver. De lyse undersider er karakteristiske for unge Skarver, mens de adulte/voksne fugle er helt sorte. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Det er (næsten) aldrig kedeligt.

Mandag oplevede vi en opklaring og et fald i vindstyrken. Det gav os et større træk af Ederfugle, end vi ellers har set i de seneste dage. Desuden kom der en del Hættemåger (Chroicocephalus ridibundus) i flere småflokke, som vi registrerer, mens vi holder udkig efter de mindre Dværgmåger (Hydrocoloeus minutus), som er en ’specialitet’ for Gedser Odde, men som vi ikke har set mange af i den seneste tid. Trækket af lommer var pænt med over 220.

I alt blev det til 2.250 fugle på træk fordelt på 30 arter.

Se dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.