Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2026 (4)2025 (313)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Årets første fugl ringmærket

onsdag 4. februar 2026
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Nyt fra fuglestationen: Årets første ringmærkning på Gedser Fuglestation blev en Sjagger (Turdus pilaris) – klik på linket for at få mere at vide om Sjaggere.

Der er stadig flere uger, til den standardiserede ringmærkning starter, men vi er tre på fuglestationen, der mest arbejder med oprydning i haven og andre forberedelser til såvel ringmærkningen som træktællingen.

Onsdag eftermiddag var vi nået til at se, om vi kunne fange Sjagger i et af de to net, vi fik sat op i en del af haven, hvor vi fodrer drosler med æbler. I den hårde vind og isnende kulde var vi nødt til at holde konstant øje med de to net, og vi kunne kun have dem oppe i en kort periode.

 GFU_onsdag_februar_3377.JPGLyse pletter på oversiden af vingerne og mere spidse halefjer end hos ældre Sjaggere viste, at årets første ringmærkede fugl var i gang med at overleve sin første vinter. Foto: Ole Friis Larsen/GFU 

Fremover vil fuglestationen fokusere endnu mere på kvalitet i ringmærkningen og mindre på at fange så mange fugle som muligt. Det indebærer blandt andet at tage mål på fuglene, veje dem og se på deres sundhedstilstand, hvilket vi allerede har gjort i mange år på de fleste af dem, vi fanger. Det kaldes biometri. Årets første fangst viste sig at være en ung Sjagger i sit andet kalenderår (2k), altså midt i sin første vinter, som den så ud til at klare fint med en overraskende god fedtscore på 4 og en vægt på 113 gram. I de seneste dage er mange Sjaggere forsvundet fra haven, og der er næsten ingen bær tilbage, så vores æbler på græsplænen er nok en vigtig fødekilde for dem, der stadig er her.

Endnu en Sjagger i nettet var en adult/voksen fugl, som var mere præget af vinterens nuværende hårdhed med en vægt på 89,9 gram og en fedtscore ned på 2.

GFU_onsdag_februar_3374.JPGEn Skarv på stranden var let at fange, men så forkommen, at vi slap den fri uden at ringmærke den. I stedet nød vi de klare grønne øjne på Skarven, som var af den almindelige underart sinensis med en stor vinkel mellem mundvigen og bagkanpen på den gule kant ned fra næbbet. De tottede fjer på hovedet og de hvide fjer på hoved og hals viste også, at det var en han på vej i yngledragt. Vi bedømte den til at være en voksen/adult fugl i sit tredje kalenderår eller mere (3k+). Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU_onsdag_februar_3376.JPG

Før ringmærkningsforsøget nåede vi lidt havearbejde og en tur på stranden for at kigge efter vadefugle og interessante måger. I østenvinden er der ikke læ helt ude på spidsen af Odden, og fuglene klumper sig sammen på stranden og havet ud for parkeringspladsen og langt fuglestationens strandeng. Her fangede vi egentlig årets første fugl for fuglestationen, da det lykkedes Henrik at få fat i en Skarv (Phalacrocorax carbo), som trykkede sig helt ind mod skrænten. Den forekom at være temmelig forkommen, så vi slap den løs igen i stedet for at tage den med til laboratoriet og ringmærke den.

GFU_onsdag_februar_3378.JPGVi kan se i vores natkikkert, at vadefuglene står tæt sammen på stranden om natten, men om dagen ser kampen om føde ud til at trumfe det sociale, og de jager hinanden væk fra de bedste pytter med mad på strandens is. Den meget lysere Sandløber på samme størrelse var imidlertid alene og kunne søge føde i fred - men lidt tynget af en stivfrossen vanddråbe på en af fjerene. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU_onsdag_februar_3371.JPG

På stranden mødte vi også en Strandhjejle (Pluvialis squatarola), seks Almindelige Ryler (Calidris alpina) og en Sandløber (Calidris alba), som fandt noget at æde i pytterne mellem de isdækkede sten på stranden. Det var de så optaget af, at vi bare kunne sætte os ned og vente på, at de selv kom ganske tæt på uden at ænse os.

Folk på stationen: Sjoerd van Baal, Mads Elley, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen