Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Iset inde
Nyt fra fuglestationen: Vejen til og fra fuglestationen var spejlglat fredag morgen, og hvor der ikke var sne i området, var der et lag af is. Vi følte os herligt isolerede fra resten af verden, og mens Sjoerd arbejdede inde ved sin computer, gik Henrik og Ole til stranden for at kigge efter vadefugle. Vi fandt en flok lidt ind mod Gedser, hvor de ledte efter mad i en smal bræmme af tang langs den isdækkede kyst.
Der var et halvt hundrede Almindelige Ryler (Calidris alpina), og blandt dem fandt vi to Sandløbere (Calidris alba) samt en Sortgrå Ryle (Calidris maritima). Desuden var der to Strandhjejler (Pluvialis squatarola). Vinden havde lagt sig, temperaturen nærmede sig nul grader nedefra, og det var især fint at se de tre arter af Calidris-vadere tæt sammen.
Fra venstre mod højre en Sortgrå Ryle, en Sandløber og en Almindelig Ryle. Det krævede lidt tålmodighed at få dem tæt på hinanden til sammenligning. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
I løbet af dagen så Henrik en Sjagger (Turdus pilaris) nippe af en kylling, som han havde lagt ud for at tiltrække måger og rovfugle.
En ung Sølvmåge fra sidste år (2k, andet kalenderår) blev den første i mågefælden. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Noget uventet røg der sidst på eftermiddagen en ung Sølvmåge (Larus argentatus) i vores mågefælde ude på engen. To adulte/voksne Sølvmåger gik længe omkring fælden og prøvede at få fat i noget af lokkemaden udefra. Som regel tager det flere dage at få mågerne så tæt på, så de må være meget sultne lige nu. Vi så også Sølvmåger spise af de æbler, som vi har lagt ud i haven til Sjaggerne.
Gåsetræk. Mellem de gæs, der overvintrer i Danmark, er der Tundrasædgæs eller blot Tundragæs (Anser serrirostris), og vi ser flokke af dem på træk ved Gedser Odde. Det er fugle af underarten rossicus, som yngler i det nordligste Sibirien mod øst til halvøen Taymyr, hvor de bliver afløst af den lidt større østlige underart serrirostris.

Kinesisk kortlægning af trækruter for den østlige underart af Tundragæs. Kortet dukkede op i en Facebookgruppe forleden. De grå og sorte linjer er trækkende gæs til og fra Kina, de røde til og fra Koreahalvøen, mens de blå viser træk til og fra Japan.
Gennem flere år har kinesiske forskere ringmærket Tundragæs fra den østlige underart i Kina og sat gps-sendere på en del af dem. Forleden offentliggjorde de et kort, som viser, hvordan gæs fra næsten hele udbredelsesområdet for den østlige underart trækker ned i en ’tragt’ til det østlige Kina for at overvintre der i stedet for at trække over en bred front, mens bestanden i en mindre del af området flyver til Koreahalvøen. Ifølge de kinesiske forskere mangler der viden om bestanden på Kamchatka, som formentlig er den, der overvintrer i Japan. Det er japanske forskere er i gang med at undersøge, så der om nogle år vil foreligge et samlet overblik over hele den østlige underarts trækmønstre og overvintringspræferencer.
Folk på stationen: Sjoerd van Baal, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

