Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Kold, våd og lovende start på forårstællingen
Ringmærkningen: Der var både regn og rusk så ingen net kom op.
Regnen stoppede op ad formiddagen og så fik jeg spændt nogle net op som havde givet sig lidt efter opsætning. Nogle få skal dog efterspændes, men da der stadig er meget sne og is bliver det om et par dage .
I aften prøver vi(Sjoerd og Henrik) lidt aftenfangst, og bloggen bliver opdateret hvis vi har heldet med os.
Trækket på Odden: Den første tælledag i dette forårs standardtid blev en kold, men også pudsig og fin oplevelse. På vej ud til tællingen, der begyndte klokken 6:51, en halv time før solopgang, silede regnen ned og gjorde den isdækkede vej til den gamle marinestation ekstra glat, men vi var to fra fuglestationen, som godt i tørvejr.
Det fine var, at vi har fået en erfaren fransk kvinde med flere års erfaring i rovfugletræk over Pyrenæerne og havfugletræk ved Atlanterhavet med på holdet, og hun vil sørge for, at vi får dækket hele forårets træk ved Danmarks sydligste punkt. For hende var det nyt at opleve arter som Havlit (Clangula hyemalis) og Fløjlsand (Melanitta fusca) i dagens træk.
Det pudsige var, at næsten alle dagens fugle trak ’den forkerte vej’ mod sydvest. Der er mange overvintrende fugle på havet ved Gedser Odde, og det kan være svært at afgøre, om fuglene reelt trækker, eller de blot flytter sig et par kilometer, men vi talte en del som trækkende, fordi de fløj relativt højt og i hvert fald over længere strækninger. Med til at give indtrykket af træk var også en tælling 15. februar ved Põõsaspea neem i Estland, hvor næsten alle den dags 204 trækfugle blev set flyve mod sydvest. Det tyder på, at den seneste tids kulde i hvert fald har presset nogle af havets fugle på flugt ud af Østersøen.
Bemærkelsesværdige fugle ved Gedser Odde på den første tælledag i standardtiden var 275 Sortænder (Melanitta nigra) mod sydvest, og ingen den anden vej. Der raster Toppede Skalleslugere (Mergus merganser) i området, men vi så 224 flyve mod sydvest og kun 10 mod nordøst, hvilket også kunne tyde på et træk lidt ud over lokale rokeringer.
Specielt var det med en samlet flok på 35 Taffelænder (Aythya ferina) på vej mod sydvest, plus en enkelt han ekstra lidt senere. Desuden havde vi 10 Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) på målrettede kurser mod sydvest.
Det skal nok blive godt, men først skal vi tilsyneladende gennem et par dage mere med regn og rusk.
Se alle dagens observationer ved Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Cyann Ménard, Sjoerd van Baal, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

