Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Solskin udløste eksplosion på trækruterne
Ringmærkningen: Jeg havde sat uret til klokken 6 dag jeg ville have nettene op i helt mørke da de kan give skovsneppe når de kommer ind i skumringen fra nattens fødesøgning.
Da jeg kommer ud på første runde hænger der så sørme en i nettet, og der var en 2k(en fugl fra sidste år). Billedet af den er her under.

Vi havde et par æbler i huset som var blevet for gamle så dem smed jeg ud i haven og dem røg silkehalerne på næsten med det samme, så jeg valgte at flytte æblerne lidt startegisk da de så ville flyve i nettet når jeg gik runde. Ud af flokken på 6 fik jeg fanget de 4, så det var jeg fuldt tilfreds med. Denne silkehale er en 3k+, det ses på det hvide som går rundt om spidsen på vingen.

Årets første sangdrossel blev også fanget i dag, det er kun den 4 vinterfugl som er ringmærket her nede.
Dagens ringmærkning/Todays ringing:
Skovsneppe/Woodcock 1
Silkehale/Waxwing 4
Rødhals/Robin 1
Solsort/Blackbird 1
Sangdrossel/Song thrush 1
Total 8
Trækket på Odden: Vi var tre på arbejde med at tælle træk for fuglestationen. Desuden kom Orla Jakobsen og hjalp til, og det var både dejligt og tiltrængt. Den første forårsagtige dag med solskin og en temperatur, der var til at holde ud, udløste en eksplosion i trækket, og vi havde perioder med travlhed. Ganske vist fløj de fleste fugle stadig med sydvest og syd, men pludselig var der rovfugle og småfugle i trafikken ud over, hvad vi i starten af trækket har set af gæs, ænder og måger.
I alt blev det til lidt over 2.500 fugle fordelt på 44 arter i løbet af standardtidens fem timer.
Desuden havde vi et øjeblik besøg af en adult/voksen Duehøg (Astur gentilis), som rastede i et træ i hegnet tæt på parkeringspladsen ved fuglestationen.
Over havet bemærkede vi 38 Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) på træk mod sydvest, men også fem i nordøstlige retninger. Fint var det også med tre Sortstrubede Lommer (Gavia arctica), der skilte sig ud med deres kraftigere og nedadrettede næb, hvis lårplet og mere lige overside.
To Blisgæs (Anser albifrons) i dagens træk over Gedser Odde. Til venstre en adult/voksen fugl, som vi ofte mere bestemmer på undersidens kraftige mørke tværbånd end på de hvide fjer i panden. Om efteråret har ingen af ungerne de to kendetegn, men ungerne fra sidste år har nu fået den hvide pande, som det ses på fuglen til højre. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Fra land kom næsten 150 Hulduer (Columba oenas), over 200 Sanglærker (Alauda arvensis), over 300 Stære (Sturnus vulgaris) og 11 Misteldrosler (Turdus viscivorus) ud over havet mod syd. Værd at bemærke var også 20 indtrækkende Traner (Grus grus) fra syd som et fint forårstegn mod kun fem udtrækkende mod syd.
Sølvmågerne (Larus argentatus) er ved at være i sommerdragt uden vinterens gråstribede hoveder. Det gør det lidt sværere at skille de Kaspiske Måger (Larus cachinnans) ud, som vi må forvente at se stadig flere af - men så kunne vi bruge disse forskelle på de to rastende måger i området torsdag morgen: Adult/voksen Kaspisk Måge har mørkt øje, Sølvmåge har gullighvidt øje, Kaspisk Måge er mere 'fladpandet', og øjet sidder tættere på hovedets overside. Som regel vil næbbet på Kaspisk Måge også forekomme tyndere og længere. Foto: Ole Friis Larsen
Lidt uventet fra udbuddet af rovfugle. Ud over den rastende Duehøg så vi tre Havørne (Haliaeetus albicilla) i forskellige aldersklasser, den lokale Tårnfalk (Falco tinnunculus). Den første Røde Glente (Milvus milvus) tak ud mod syd, men de fem næste kom ind over land fra syd. To Musvåger (Buteo buteo) fløj næsten sammen mod syd ude over havet, hvor vi også fandt en ung Vandrefalk (Falco peregrinus) stadig med længdestribet underside og på en sydlig kurs. En adult han Blå Kærhøg (Circus cyanneus) holdt en målrettet kurs mod syd over havet, men kom lidt senere retur og forsvandt ind over land mod nord.
Hættemåger (Chroicocephalus ridibundus) på træk ved Gedser Odde torsdag morgen. Der er stor variation i dragterne. Nogle er stadig i fuld vinterdragt blot med en mørk plet bag øjet, andre har næsten skiftet til sommerdragt med mørk hætte. Foto: Ole Friis Larsen/GFU.
Se alle dagens observationer ved Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Mads Elley, Cyann Ménard, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

