Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2026 (111)2025 (313)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Rovfugle, knortegæs og --- ikke færdig

fredag 22. maj 2026
af Jens Friis-Walsted & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Xxxxxx

Trækket på Odden: En fredag næsten mage til torsdag, men solopgangen var mere farvestrålende, før en front af skyer dæmpede belysningen. Hovedtrækket bestod af flere hundrede Mørkbugede Knortegæs (Branta bernicla bernicla), som har indledt deres sene hektiske træk mod det nordøstlige Sibirien. Desuden kom der pænt med rovfugle, de fleste udtrækkende mod syd. Vi kunne ikke se detaljer på alle på grund af stor afstand, men alt tydede stadig på i hvert fald en klar overvægt af unge rovfugle i deres andet kalenderår, 2k.

 GFU_22_maj_3741.JPGEn af dagens Røde Glenter (Milvus milvus) bekræftede, at det formentlig mest er omstrejfende knap et år gamle rovfugle, vi ser et pænt træk af ved Gedser Odde. De hvide pletter på kroppen viser, at det er en ung fugl, som ikke har fået voksendragten endnu. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Vi så dem ikke, men vi hørte såvel Pirol (Oriolus oriolus) som Biæder (Merops apiaster).

Også en Bomlærke (Emberiza calandra) vakte opsigt, da den rastede i urter tæt på observationspladsen. Nogle foretrækker navnet Kornværling, og den er faktisk en værling i familie med Gulspurv (Emberiza citrinella) og Rørspurv (Emberiza schoeniclus), som faktisk burde hedde Rørværling. Bomlærker er blevet sværere at finde i denne del af Danmark, men når der stadig dukker nogle op, kan vi håbe på, at genskabelsen af åben natur kan blive attraktive for Bomlærkerne og bringe dem tilbage som ynglefugle (Bomlærke er en forvanskning af det oprindeligt tyske navn Baumlerche, Trælærke, som i Tyskland blev brugt på en anden art).

 GFU_22_maj_3744.JPGDagens Bomlærke/Kornværling nød solopgangen i toppen af et område med urter. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Vi havde ind imellem fornøjelse af at kigge på en Hvid Vipstjert (Motacilla alba), som i længere tid har holdt til på stranden. Den er mørkere grå på oversiden, end Hvide Vipstjerter plejer at være, og den har mere hvidt på vingerne. Det tyder på en mere østlig variant.

 Linum_3737.JPGMere hvidt på vingerne og en mørkere grå overside tyder på en mere østlig variant af Hvid Vipstjert. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

I alt blev det til 796 fugle på træk fordelt på 23 arter, hvoraf langt over halvdelen var 555 Mørkbugede Knortegæs.

Se alle dagens observationer ved Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Cyann Ménard, Sjoerd van Baal, Olivia L, Jens Friis-Walsted, Louis A. Hansen, Ole Friis Larsen.