Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Fem tornskader og en Hedehøg
Ringmærkningen: Vinden var i nattens løb frisket op, men da retningen kom fra nordvest, var der lidt mere læ i stationshaven, og derfor fejlede optimismen ikke noget med hensyn til dagens ringmærkning. Det startede dog langsomt med kun 1-3 nye fugle pr. runde, men det er ok her i slutningen af maj. Det gav en ny årsart i form af en kærsanger.
Rødrygget tornskade/Red-backed Shrike hun. Disse fugle fanger store insekter, som spiddes på torne til senere afhentning.
Rødrygget tornskade/ Red-backed Shrike, en han med banditmaske. Det bløder næsten hver gang han får fat på en finger!
Her er Vagn i gang med mærkning af rødrygget tornskade/Red-backed Shrike, denne gang en hun.
Dagens fugl – eller rettere fugle - må siges at være rødrygget tornskade, som vi fik fanget ikke mindre end 5 stk. af ud i alt 19 mærkninger, hvilket må siges at være en pæn andel.
Fra ca. kl. 8 gik det hele i stå, og nettene blev lukket kort tid efter standardtidens udløb kl. 9.15. Vi glæder os til at opleve, hvad de kommende dage bringer af fugle i nettene.
Dagens fangster:
Trækket på Odden: En smuk morgen gav få fugle, men dejligt vejr til tællingen, og så blev vi belønnet med et par overraskelser. En enkelt flok Mørkbugede Knortegæs (Branta bernicla bernicla) undslap næsten vores opmærksomhed ved at skyde genvej over land nord for fuglestationen. Ederfugle (Somateria mollissima) så vi kun få af, men de fløj alle mod sydvest ud af Østersøen, og vi så ingen flyve mod nordøst.
Det er nok tendensen fra nu. Ved Ristna lõunaneem, Hiiumaa i Estland så nogle af vores kolleger 91 Ederfugle flyve mod vest og kun 22 mod ynglepladser længere mod øst. Ved Söderskär i det sydlige Finland så andre kolleger 81 Ederfugle, som alle fløj mod vest. Ederfugle på træk nu ser ud til mest at være hanner, der ikke yngler eller har overstået deres yngletid.
Lidt overraskende var det til gengæld, at 74 af dagens fugle på træk – en tredjedel – var indtrækkende Mursejlere (Apus apus) fra syd. Der kommer tilsyneladende stadig en del ynglefugle til Danmark.
Flot var det også med en ung 2k (andet kalenderår) han Hedehøg (Circus pygargus), som trak ud mod syd sammen med en jævnaldrende Rørhøg (Circus aeroginosus). Hedehøgen er efterhånden blevet et sjældent syn, og dagens fugl var den første i år ved Gedser Odde i vores standardtællinger.
Unge kærhøge på forårstræk i deres andet kalenderår, 2k, er altid interessante på grund af stor variation. Nogle har fældet flere fjer end andre, og nogle er mere afblegede end andre gennem vinteren i Afrika. Dagens unge han Hedehøg kunne artsbestemmes på kort arm og lang hånd i vingerne samt meget hvidt i ansigtet. Kønnet kunne vi blandt andet fastslå ved, at flere billeder viste gule øjne på fuglen. Den øjenfarve får hunner først senere. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Når der ikke er så travlt med trækfuglene på Odden, har vi tid til at kigge på måger og andre lokale fugle. Lige for tiden er der en del ynglende svaler, og nogle af dem er ringmærkede. Vi prøver selvfølgelig at aflæse ringene ved at tage billeder, når det er muligt. Det er vigtigt, at vi ringmærker fugle, men det er lige så vigtigt at få nogle af ringene aflæst for at lære mere om fuglenes færden.
Ringmærket Landsvale (Hirundo rustica) på Odden. De lange halefjer viser, at det er en han. Det kræver tålmodighed at få hele koden på en ring aflæst, og det kan vare flere dage. I dag fandt vi ud af, at koden starter med 9 og ender med 5. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
I alt blev det til 198 fugle på træk fordelt på 15 arter.
Se alle dagens observationer ved Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Vagn Lind, Hans Lind, Louis A. Hansen, Ole Friis Larsen.

