Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2026 (118)2025 (313)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Smukke arbejdsforhold

fredag 29. maj 2026
af Vagn Lind & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Vi har haft endnu en solrig og dejlig sommeragtig morgen på Gedser fuglestation. Det fine vejr var igen rart at arbejde i og bragte 15 nye fugle af 10 arter. Med andre ord, - lidt af hvert af de forventelige arter. Og ellers ikke noget derudover.20260529 0538102Tornirisk hannen her var den mest fotogene i dag 

Vi havde Niels som gæst i ringmærkningen det meste af morgenen og han fik da set lidt forskelligt, - og fik drukket en masse kaffe til sin medbragte kanelstang. Tak for rundhåndet uddeling, Niels.

Hen på eftermiddagen trak en svag front ind over Danmarks sydspids og afleverede ganske få dryp til den stenhårde og krakelerede lerjord her på Odden. Vi trænger snart til en god gang regn og lidt vejrskifte, både til planterne og til forhåbentlig at bringe lidt nyt fugleliv.

 Dagens fangster:
Skærmbillede 2026 05 29 130707

Trækket på Odden: ’Efteråret er begyndt’, konstaterede en af dagens fire folk under træktællingen på Odden. Vi var tre fra fuglestationen og en af de faste gæster, Orla Jakobsen, til at observere flokke af Sortænder (Melanitta nigra) og Ederfugle (Somateria mollissima) på vej ud af Østersøen – akkurat som på en dag i oktober, men så var der heller ikke mere efterår oven en morgen med sol fra en skyfri himmel, næsten ingen vind og en temperatur, der hurtigt bevægede sig op over 15 grader.

Fredag morgen havde vi også Sortstrubede Lommer (Gavia arctica) på efterårskurs med fem fugle mod sydvest og bare en enkelt mod nordøst. Der har i det hele taget været sådan en trafik i en periode med dagligt træk på op til 18 Sortstrubede Lommer mod sydvest, men et kig på kollegernes tal længere inde i Østersøen denne fredag morgen viser, at det er bagataller af trækket, vi ser med ’forkert’ kurs ved Gedser Odde. Ved Söderskär i Finland noterede de fredag mogen næsten 2.400 Sortstrubede Lommer og 3.000 ubestemte lommer flyve mod nordøst. Ved Ristna lõunaneem, Hiiumaa, i Letland kunne de supplere med 1.263 Sortstrubede Lommer mod nordøst. 

Måske så vi virkelig et ryk af Sortænder ud af Østersøen, måske var vejret bare klart og havet så roligt, at vi kunne vi kunne se et træk, vi bare ikke har kunnet se de foregående dage.

 GFU_vaskeanvisning_3771.JPGEt udsnit af en af morgenens flokke af Ederfugle. Langt de fleste var sort-hvide adulte/voksne hanner. Deres ynglesæson er allerede overstået, og de er på vej mod områder, hvor de kan fælde. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Derimod var dagens relativt store træk af Ederfugle reelt. De fleste kom i pænt store flokke tæt på kysten og bestod langt overvejende af voksne/adulte hanner. På dette tidspunkt kalder vi det fældningstræk. Efter at have parret sig med hunnerne – eller at være blevet afvist – forsvinder hannerne fra ynglelokaliteterne til steder med meget mad, så de kan skifte fjer uden at kunne flyve i en periode. Dagens træk af ederfuglehanner mod sydvest. udgjorde således 41 procent af alle de fugle, vi så på træk.

 GFU_vaskeanvisning_3770.JPGEn Rød Glente (Milvus milvus) måtte tage en omvej på flugt fra lokale Strandskader (Haematopus ostralegus), fem Gravænder (Tadorna tadorna) og en krage, der ikke brød sig om rovfuglen over marken. Vi bestemte den til en ung glente i sit andet kalenderår (2k) på blandt andet de lyse striber, som fik fuglen til at se lys ud og er karakteristiske for Røde Glenter i deres første dragt, hvor de voksne/adulte fugle har sorte striber på hals og bryst. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Også antallet af arter blev næsten dobbelt så stort som de seneste foregående dage med flere arter af terner og lidt Dværgmåger (Hydrocoleus minutus). Desuden var der en alkefugl, en lappedykker og et par arter af ænder i flokkene af Sortænder. Det er altid en sjov udfordring at lede efter andre arter i flokkene af Ederfugle og Sortænder.

I alt blev det til 815 fugle på træk fordelt på 27 arter.

Se alle dagens observationer ved Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Anne Marie Reith, Vagn Lind, Hans Lind, Louis A. Hansen, Ole Friis Larsen.