Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2026 (119)2025 (313)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Nedgangen er vendt

lørdag 30. maj 2026
af Vagn Lind & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: 

Nu rinder maj måned snart ud og dermed også min tur her på Gedser fuglestation for denne gang. I morgen efter morgenfangsten går turen igen hjemad til Sønderjylland. Henrik tager over fra i overmorgen.

Ud over en noget mere skyet dag lignede dagen egentlig de foregående meget.
Gulbug, Rørsanger og Tornsanger blev de talrigeste i dag og 18 nye fugle ringmærket er faktisk også godkendt, årstiden taget i betragtning.
20260530 082825
Gulbug

20260530 053037
Rørsanger med det orange gab

Jeg har kigget lidt på fangsten i dette forår sammenlignet med tidligere. For en måned siden så oversigten særdeles lovende ud, men med et noget svagt dagligt antal i maj, er resultatet blevet temmelig normalt. Dog er det glædeligt, at det ser ud til at foråret 2026 vil ende med være oppe på et normalt antal i forhold til de tre magre år 2023-25.
Skærmbillede 2026 05 30 162625
Man kan se en nedadgående tendens, men den har tilsyneladende rettet sig pænt i 2026.

Dagens fangster:
Skærmbillede 2026 05 30 103725

Trækket på Odden: Mørkbugede Knortegæs (Branta bernicla bernicla) med en lang rejse mod Ishavet nord for Sibirien foran sig kom til at fylde mest på forårets næstsidste morgen i standardtiden. De mørke gæs så endnu mørkere ud mod de skyer, som efterhånden trak sig sammen over landets sydligste punkt. Vi stod faktisk og ønskede dem god rejse.

 GFU_30_maj_3773.JPGKnortegæs over Gedser Odde lørdag morgen, mens der stadig var solskin. De havde mindst 3.400 kilometer foran sig til nærmeste ynglelokalitet. De tilhører den mørkbugede bestand, som man også kan se på deres undersider. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Igen var der fem Sortstrubede Lommer på ’forkert’ kurs mod sydvest, og igen var det en bagatel i forhold til kollegerne på Söderskär i Finland, der talte over 800 af de sortstrubede på ret kurs mod nordøst plus næsten 500 ubestemte lommer i samme retning.

En Canadagås (Branta canadensis) sørgede for dagens underholdende indslag, da den kom østfra sammen med en lille flok Knopsvaner (Cygnus olor), men slap flokken hundrede meter før land og plaskede ned i vandet. Det havde tilsyneladende været hårdt arbejde at holde trit med svanerne. En lille halv time senere kom en anden flok Knopsvaner forbi, og det fik Canadagåsen til at lette og følge med svanerne, så langt vi kunne se ind over Gedser By og færgehavnen.

GFU_30_maj_3774.JPGNogle af dagens Knopsvaner. De flyver næsten altid øst-vest og pendler mellem lavvandede områder ved Rødsand ud for Gedser og et lignende område i Tyskland. Kommer de tæt nok forbi, kan vi ofte se, at det er yngre fugle med grå næb, som ikke yngler endnu. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

I alt blev det til 531 fugle på træk fordelt på 20 arter, hvoraf 380 var Mørkbugede Knortegæs, og 76 var Ederfugle (Somateria mollissima) på vej ud af Østersøen og væk fra yngleområderne.

Se alle dagens observationer ved Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Vagn Lind, Hans Lind, Louis A. Hansen, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen samt gæsterne Mads Paulsen, Lars Husted Nielsen og Sylvester Husted Jonassen.