Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2026 (157)2025 (313)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Tricolore på en sommerdag

tirsdag 21. juli 2026
I dag kom der lidt gang i trækfuglene og jeg fik lidt tricolore.
af Søren Mygind

Efter en nat uden nedbør og en let nordlig vind var der forventninger om, at der ville komme lidt trækfugle i nettene og allerede på første runde var der gået en Løvsanger (Phylloscopus trochilus) og en Tornsanger (Curruca communis) i nettene.

Anden runde, bød kun på en fugl, hvilket egentligt var lidt held i uheld, da anden rundes fugl var en Korttået træløber (Certhia brachydactyla), som jeg havde rigtigt god tid til at kikke på før tredje runde.

Udover at kikke på fuglen målte jeg næbbets og bagkloens længde og dividerede længderne med hinanden. Ud fra bl.a. denne brøk kan det så afgøres om der er tale om en Korttået træløber eller en Træløber (Certhia familiaris). Som det kan ses på billedet nedenfor har den Korttået træløber et forholdsvist langt spove lignende næb, som krummer jævnt og bagtåen er, som navnet antyder, forholdsvist kort.  Så set fra en ringmærkes perspektiv er navnet Korttået træløber derfor ganske passende, men måske ikke så mundret som Park træløber, som arten også kaldes.

Som det ses på billedet er hele undernæbbet lyst uden en tydelig sort spids, hvilket også er et kendetegn for Korttået træløber, Samtidigt stopper den hvide eller lyse øjenbrynsstriben ved øjet. Endelig er kropssiderne lidt mere grålige end den mere renhvide hals, som igen kontrasterer til de brunlige tegninger på hovedet og på oversiden. En farvetegning, som af og til benævnes tricolere, hvilket jo straks giver associationer til is fra barndommen. Så på en dejlig sommerdag var der tricolore til mig.  

Skærmbillede 2026 07 21 145407

Skærmbillede 2026 07 21 171116

Udover den Korttåede træløber bød dagen også på to Kærsanger (Acrocephalus palustris). Kærsangeren har næsten altid en fedtscore på 5 eller derover, hvor mange af de lokale ynglefugle, som vi fedter rundt med at måle fedt på, ligger med en fedtscore på 2 eller der under. Den høje fedtscore viser, at tanken er fuld og, at Kærsangerne er klar til rejsen syd på

 Skærmbillede 2026 07 21 165618

På stationen: Søren Mygind