Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Genfangst af løssluppen robotplæneklipper
Fra morgenstunden var det noget blæsende og let regn truede på vejrudsigten. For hurtigt at kunne klappe nettene sammen i tilfælde af regn besluttede jeg derfor ikke at åbne hejsenettene og under åbningen blev de net som stod mest udsatte i vinden heller ikke åbnet. Jeg enten derfor på 172 net meter på en dag hvor vejrudsigt og radar blev studeret hyppigt. Ved flere lejligheder kom der dog let regn, som ikke kunne ses på radaren.
Rent fuglemæssigt blev det en stille dag som endte på 9 mærkninger og tre aflæsninger. Midt på formiddagen kom Hans på besøg og gik med på nogle runder. Hyggeligt og lærerigt at snakke om hvordan bl.a. vejrmæssige udfordringer ved ringmærkning kan håndteres.
Til allersidst kom Anne Marie på besøg og vi fik en snak om lidt af hvert. Endelig fandt vi vores vildfarende robotplæneklipper på engen og kørte den hjem i trillebør til dens faste plads. Jo livet på en fuglestation er alsidigt…
Som altid giver stille dage lidt ekstra tids til at kikke godt på fuglene hvilket kan være særligt interessant på denne årstid hvor flere af fuglene fortsat er i deres karakteristiske juvenile dragt, som inde længe fældes til den post juvenile dragt.
Jernspurven (Prunella modularis) som ses på billederne nedenfor er i juvenil dragt hvilket bl.a. ses på de fortsat gule mundvige og på de grå lidt dunagtige fjer, som primært ses i nakken og på overgumpen.

Juvenil Jernspurv hvor den gule mundvig stadig ses.

Juvenil Jernspurv hvor de grå lidt dunagtige fjer ses på overgumpen.
Når vi længere henne på efteråret skal adskille fuglene i den post juvenile dragt fra de gamle fugle har vi ikke længere de typiske kendetegn fra den juvenile dragt at støtte os til og er henvist til ofte artsspecifikke karakterer. For Jernspurven er de lyse gullige pletter hvor i mellem der er en kanal af sort ved spidsen af de store dækfjer et godt kendetegn, som ses på billedet nedenfor. Det billede ligger nu klar i erindringen når fugle i post juvenil drag skal adskilles fra fugle som er i deres andet kalenderår eller ældre (2k+) senere på efteråret.

Juvenil Jernspurv med mørke store dækfjer, hvor det mørke ved spidsen ender i en kanal i tydelig kontrast til de to lyse pletter.

På stationen: Hans Lind, Anne Marie Reith og Søren Mygind

